Kevin Magnussen fik en problematisk begyndelse på Formel 1-sæsonen, hvor han kørte ind i store tekniske problemer med Haas-raceren.

Den danske Formel 1-stjerne havde nok håbet på en lidt bedre optakt til weekendens løb i Melbourne, men en lækage omkring en vandtilførsel i bilen gjorde livet sur for Kevin Magnussen.

I fredagens sidste træning opnåede den 24-årige racerkører kun otte omgange på banen, mens størstedelen af træningen blev brugt i garagen. Tiden var samtidig derefter, og Kevin Magnussen blev noteret for dagens næstdårligste omgang på 1.27.279 - men det skal uden tvivl ses i lyset af problemet med bilen.

HUSK: KL. 10 kan du chatte med BTs Formel 1-korrespondent Peter Nygaard her på BT.DK

Lidt opløftende for Kevin Magnussen og Haas-teamet var dog, at teamkammeraten Romain Grosjean kørte uden de store problemer. Og vigtigst af alt, så kørte franskmanden hurtigt. Således klokkede Romain Grosjean ind i 8. bedste omgangstid på 1.25.436. Og det er absolut lovende.

I dagens første træning var der også problemer for Kevin Magnussen, som igen holdt stille i en længere periode i garagen. Danskeren var her 17. hurtigst og kørte 20 omgange. Hans hurtige omgang blev dog ødelagt af en Force India, der kom på tværs. I den anden Haas-racer var Grosjean igen 8. bedst.

I begge dagens træninger var Mercedes og Lewis Hamilton hurtigst, men skarpt forfulgt at Ferrari og Toro Rosso.

Oplev hele dagens træning herunder: