Kevin Magnussen bekræfter nu, at der er kontakt mellem ham selv og et konkret team i F1.

Den danske racerkører Kevin Magnussen er et brandvarmt navn på ønskelisten hos flere teams i formel 1. Det fremgår af nærmest daglige historier og spådomme om den 21-årige danskers formel 1-fremtid i førende internationale motorsportsmedier.

Selv har Kevin Magnussen indtil videre holdt sig fra at bidrage for meget til spekulationerne og koncentreret sig om at køre mesterskabet hjem i Formel Renault World Series 3,5. Her skiller blot otte point danskeren fra titlen inden sæsonens to sidste afdelinger, der køres i Barcelona 19-20. oktober.

Men nu afslører Kevin Magnussen over for BT, at han i øjeblikket forhandler med et konkret team om et fast sæde i formel 1 i den kommende sæson.

- Ja, det gør vi, lyder Kevin Magnussens korte svar på spørgsmålet om, hvorvidt han og McLaren har forhandlinger kørende med et eller flere af holdene fra formel 1.

Hvem er det så, I forhandler med?

- Det kan jeg så ikke sige, svarer Magnussen fulgt op af et hemmelighedsfuldt smil.

Men I forhandler altså med ét konkret formel 1-team?

- Ja, det gør vi. Vi er ikke i gang med at skrive en kontrakt. Men vi forhandler på den måde, at det er en fremtidssnak, siger Kevin Magnussen.

Det er især Kevin Magnussens overbevisende kørsel i Formel Renault World Series 3,5, der har overbevist formel 1-bosserne om, at den unge dansker kunne være værd at satse på i 2014. Men også Kevin Magnussens to formel 1-test for McLaren har sendt et solidt signal om hans formåen i den potente racer ned gennem formel 1-feltet.

Og det har ifølge Kevin Magnussen fået flere interesserede team til selv at henvende dem til ham.

- Det er McLaren, der tager kontakt til nogle af de andre hold, men der er altså også team, der kontakter mig, afslører han uden fortsat at sætte navn på, hvem de interesserede bejlere er.

I denne uge fortalte Kevin Magnussens chef hos McLaren, Martin Whitmarsh, til Reuters, at han har forhørt sig om muligheden for at placere sin talentfulde dansker hos Lotus, Force India og Marussia i 2014. Men foreløbig har forsøget ikke udmøntet sig i en aftale.

Og senest har Force India-teamets vicechef Bob Fernley slået fast, at man ikke agter at indlemme Kevin Magnussen i teamet på en korttidskontrakt.

Bob Fernley mener ganske enkelt ikke, at Force India skal udvikle kørere for andre teams.

- Vi kan ikke se bort fra, at køreren har gjort det fantastisk i World Series, men Kevin er ikke vores mand. Vi har et fremragende forhold til McLarren, men uanset hvem, der kommer ind i teamet, vil vi se på deres engagement som en langtidsholdbar løsning, og vi vil ikke ikke træne et andet holds kører, siger Force India-vicechefen til autosport.com.

Blandt Magnussens bejlere er der nogle teams, der er mere oplagte bud end andre, og et team som Marussia ligner en decideret nødløsning. Om det siger danskeren selv.

- Hvis ikke du har et link til et topteam og derfor skal komme med penge for at køre i et dårligere team, bliver det spild af tid og penge, og så bliver du ikke verdensmester. Du kan sige, at du har været i formel 1, men det vil jeg ikke sige er et mål i sig selv, forklarer Kevin Magnussen med henvisning til hold som Marussia og Caterham.

- Men jeg kan lige så godt ende i et topteam, som jeg kan ende i et dårligere team. Det ved vi ikke endnu. Det, jeg vil sige, er, at hvis jeg ender i et dårligere team, er det, fordi vi (Magnussen og McLaren, red.) har en fremtidsplan med det, uddyber han.

Kevin Magnussen mener selv, at hans sæson i Formel Renault World Series 3,5 gør ham umulig at komme udenom for holdene i formel 1.

- Det er også det, der er så positivt ved sæsonen i år. De bliver nødt til at se på mig. Jeg har haft en exceptionel sæson, hvor både jeg og teamet (Dams, red.) har gjort et godt stykke arbejde, og det kan formel 1-teamene ikke undgå at se på, siger han.