Kevin Magnussen afslører, at han har muligheder både inden for – og uden for Formel 1-verdenen, hvis Renault dropper ham.

I dag går det løs med de første træningssessioner for Kevin Magnussen forud for det amerikanske Formel 1-grandprix i Austin, Texas. Og det er på mange måder endnu et opgør med skæbnen for den danske racerkører, der i øjeblikket endnu ikke har fået afklaret sin fremtid for den kommende sæson. Til BT fortæller Magnussen dog, at der er masser af muligheder for ham på trods af den manglende afklaring fra Renault.

Det ene sæde hos hans nuværende team er nemlig taget, da tyske Nico Hülkenberg allerede har skrevet under på en kontrakt med det franske hold. Det skete sidste fredag.

Magnussen fik ellers forlænget sin option om forlængelse med Renault. Den udløb 1. oktober uden, at Renault valgte at gøre brug af den. Det betyder dog ikke, at Magnussen er helt uden muligheder hos Renault på trods af den indledende tøven fra mandskabet.

På torsdagens pressemøde fortalte danskeren da også, at han håber at blive, hvor han er.

»Det er mit mål – og mit håb – at blive hos Renault. Og jeg håber, at vi kan annoncere, hvad der skal ske – om jeg bliver eller ej – inden alt for længe. Men foreløbig må vi se, hvad der sker, og jeg vil bare koncentrere mig om dette løb – og nyde at køre bilen,« lød det fra Magnussen.

Fremtiden satte han flere ord på, da BTs Peter Nygaard mødte ham senere på dagen.

»Jeg har andre muligheder end Renault for næste år – både i og udenfor Formel 1. Og de forsvinder ikke, fordi jeg venter lidt endnu på Renaults beslutning. Jeg vil vente så længe på Renault , som jeg kan, for jeg tror virkelig på, at teamet vil kunne vinde VM om nogle år,« siger han til BT.

BT har også tidligere beskrevet, hvordan Magnussen har forberedt sig med en plan b, der har medført samtaler med andre Formel 1-hold som Williams og Sauber.

»Det er ikke alle de ledige sæder i Formel 1, der er interessante for mig. Det er stadig mit mål at blive verdensmester, og jeg vil kun køre Formel 1, hvis jeg tror på, at det er et skridt på vejen mod at få VM-drømmen opfyldt. Hvis jeg ikke føler dét, vil jeg finde noget andet, hvor jeg kan vinde,« lyder det ærligt fra Magnussen, der også ser en mulig fremtid i den amerikanske racerserie Indycar.

»Jeg er stor fan af IndyCar og vil rigtig gerne køre i serien – en dag. Det er bare ikke nu. Der er fuld fokus på at blive i Formel 1,« fortæller han.

Skulle det lykkes at blive hos Renault, ser Magnussen store fordele i at blive potentiel makker med Hülkenberg i stedet for hans nuværende partner Jolyon Palmer.


»På en måde kan man sige, at jeg stadig venter på den rigtige chance i Formel 1 – på en chance for at måle mig med en anerkendt kører. Derfor vil jeg rigtig gerne være teamkammerat med Nico Hülkenberg. Mod ham ville jeg kunne bevise mig selv. Det har været svært i år mod Jolyon Palmer. Han er en hurtig, god kører, men sådan bliver han bare ikke opfattet – også fordi han kører sin første sæson i Formel 1. Men han har altså vundet GP2-mesterskabet, og han slog ved den lejlighed Stoffel Vandoorne, der anses for at være den allerbedste af de unge kørere. Men det har nærmest været en selvfølge, når jeg har været hurtigere end Jolyon i år – og en katastrofe, når han var hurtigere end mig,« siger Magnussen.

Nu skal Magnussen så levere varen på banen for at holde sig varm overfor både Renault og potentielt andre bejlere. Med en uvis Formel 1-fremtid er hvert af de sidste fire grandprix’er skæbneløb for Magnussen.

»Som Formel 1-kører er man oppe til eksamen hele tiden. Det er jeg også her i USA og i næste uge i Mexico, men jeg føler ikke presset er større end det plejer,« siger han,

Magnussens bedste præstation i 2016-sæsonen kom i det russiske grandprix tilbage i maj, hvor danskeren fik seks point med hjem, da han kørte en flot placering som nummer syv i land. Udover det blev det også til ét enkelt point i Singapore i sidste måned, hvor han sluttede som nummer 10.

Sidste gang Magnussen skal i aktion i år bliver 27. november, hvor Formel 1-sæsonen afsluttes med grandprixet i Abu Dhabi.