Lewis Hamilton var hurtigst ved søndagens grandprix. Med sejren overtog han førstepladsen i VM-stillingen.

Mogyoród. Den britiske formel 1-kører Lewis Hamilton kan være godt tilfreds med søndagens grandprix i Ungarn.

Han blev ikke blot nummer et i løbet, han overtog også for første gang i sæsonen førstepladsen i den samlede VM-stilling fra holdkammeraten Nico Rosberg.

Det var ellers Rosberg, der var hurtigst i kvalifikationen og sikrede sig en plads i pole position, men Hamilton kom hurtigst fra start og overhalede hurtigt sin tyske holdkammerat.

- Starten betød alting. Jeg fik en god start, og en af Red Bulls kørere kørte indenom mig, så jeg blev presset hårdt i første sving.

- Det var et godt resultat fra holdet. Sikke en dag. Det var svært at navigere i trafikken, men det var et fantastisk ræs, siger Hamilton ifølge Formula 1.

Inden løbet førte Rosberg med et enkelt point, men med søndagens løb er det vendt. Dermed har Rosberg den samlede andenplads med 186 point, mens Hamilton er i spidsen med 192 point.

Allerede i første omgang blev Rosberg overhalet af holdkammeraten, og derefter endte Hamilton med at sidde på førstepladsen. Det var dog helt tæt, og Hamilton sluttede kun få sekunder hurtigere end Rosberg.

- Starten endte til sidst med at betyde det hele. Med Daniel (Ricciardo, red.) på den ene side og Lewis (Hamilton, red.) på den anden, havde jeg ikke noget plads. Det er ikke muligt at overhale på denne bane, siger Rosberg ifølge AFP.

Danske Kevin Magnussen blev nummer 15 ved løbet. Han og de andre skal på racerbanen igen allerede om en uge, hvor de kører i Hockenheim i Tyskland.

/ritzau/