I sine tidligste gokart-dage vandt en dengang 11-årig Sebastian Vettel et lokalt gokart-løb i Kerpen, hvor den 26-årige formel 1-kører Michael Schumacher overrakte pokalerne.

Det blev ikke sidste gang, de to tyskere mødtes. Schumacher blev i de følgende år en slags mentor for Vettel, og da ’Schumi’ i 2010 gjorde comeback i formel 1, nåede troldmanden og hans lærling at køre tre sæsoner med og mod hinanden.

I denne uge fyldte Vettel selv 26 år. Og de Michael Schumacher-rekorder, der for bare få år siden så ud til at ville holde evigt, står nu for fald. En sammenligning af Vettels og Schumachers formel 1-resultater på hver deres 26-års fødselsdag falder ud til lærlingens fordel (se faktaboksene nederst på siden).

- Det var et privilegium at møde Michael, da jeg var en lille dreng – han var jo mit idol, siger Vettel.

 - Det var faktisk ham, der arrangerede det løb, jeg vandt, men jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige til ham. Jeg var bange for at spørge om noget dumt. Men i dag har vi det fint med hinanden, og det var en drøm, der gik i opfyldelse, da vi kørte mod hinanden i formel 1. Michael vil altid være en inspiration for mig, siger den regerende verdensmester.

Selvom Sebastian Vettel nu varmer op til at bryde mange af Schumachers rekorder, føler han sig ikke som en bedre kører end sin læremester.

- Nej, man skal nok passe på med at sammenligne kørere fra forskellige perioder. Og dét, Michael opnåede i sin karriere, vil altid være unikt, siger Vettel.

 Schumacher, der i sin aktive karriere var kendt og frygtet som den mest ærgerrige kører i feltet, er blevet mere blød på sine gamle dage.

- Vi har været venner i mange år, siger han om forholdet til Vettel og fortsætter:

 - Jeg har fulgt ham tæt, og jeg er faktisk stolt over, hvor godt han har klaret sig. 

Resultater på deres 26-års fødselsdag:

Sebastian Vettel
F1-sæsoner: 7 
Grand Prix-starter: 109 
VM-titler: 3 
Grand Prix-sejre: 29 
2.-pladser:13 
3.-pladser: 9 
Pole positions: 39 
Hurtigste omgang i løb: 18 
VM-point: 1186* 
Teams: 3 (BMW, Toro Rosso, Red Bull)
 
Michael Schumacher  
F1-sæsoner: 4
Grand Prix-starter: 52
VM-titler: 2
Grand Prix-sejre: 10
2.-pladser: 10
3.-pladser: 7
Pole positions: 68
Hurtigste omgang i løb: 15
VM-point: 201*
Teams: 2 (Jordan, Benetton)

* Point-skalaen blev ændret i 2010