Fredagens Formel 1-træning, hvor Kevin Magnussen sad på sidelinjen, udviklede sig overraskende ude på banen for hans franske Renault-team.

Her viste Kevin Magnussens afløser nemlig, at han ikke er helt ude af stand til at køre en Formel 1-racer. Faktisk gjorde Sergey Sirotkin det så godt, at han satte Kevin Magnussens normale teamkollega Jolyon Palmer alvorligt til vægs.

Russeren var på sin første tur i Renault-raceren hele 0.773 sekunder hurtigere end Jolyon Palmer på hjemmebanen i Sotji. Det gav Sirotkin en 13. plads over formiddagens bedste tider, mens Jolyon Palmer blot var 18. hurtigst.

Godt nok skal man være varsom med at bedømme tiderne under træning, men russerens margin til Renaults normale chauffør var alligevel så markant, at det vil skabe rystelser i pitten hos Kevin Magnussens team.

Eneste redning for, at fredag formiddag ikke var en total ydmygelse for Jolyon Palmer, er, hvis han og Renault kørte rundt med en eller anden form for defekt, og derfor ikke kunne køre hurtigere af den grund.

Men noget tyder på, at englænderen faktisk gjorde, hvad han kunne. Således pressede Jolyon Palmer sin racer så voldsomt på sin sidste omgang, at han endte i en snurretur.

Træningen i Sotji var første gang, at Jolyon Palmer satte sig i bilen, siden han sluttede sidst i seneste grandprix i Kina, hvor afstanden op til Kevin Magnussen var enorm. Og det umiddelbare resultat i Rusland lukker ikke ned for de spirende rygter om, at Renault er begyndt at overveje Jolyon Palmers plads i bilen.

For danske Kevin Magnussen var fredag formiddag en kedelig affære, hvor han bare kunne sidde og se til, mens Sergey Sirotkin lånte hans racer. Men danskeren er tilbage i bilen, når anden træning afvikles klokken 13. Og her skal Kevin Magnussen for alt i verden være hurtigere end Sirotkin.

Ellers vil Ruslands Grand Prix også være en pinlig affære for ham.