Svingdøren hos McLaren kører ligeså hurtigt som teamets Formel 1-biler:

Efter talrige udskiftninger blandt kørere, chefer og det tekniske personale blev det i går klart, at sportsdirektør Sam Michael nu også forlader teamet. Den 43-årige australier stopper med årets udgang for at rejse hjem til Australien med sin familie.

Med Sam Michael er Kevin Magnussens to stærkeste støtter forsvundet fra McLaren inden for få måneder. Michael var Magnussens primære kontakt i de år danskeren var juniorkører for teamet. Manden, der skrev den første kontrakt med Magnussen, teamchef Martin Whitmarsh, blev udskiftet med franskmanden Eric Boullier kort før sæsonstarten.

Rygter antyder, at også den tekniske chef Tim Goss og administrerende direktør Jonathan Neale er på vej ud, men det benægter en talsmand for teamet. I alle tilfælde skal der findes plads i McLaren-organisationen til Red Bulls tidligere chef-designer Peter Prodromou, der netop er startet i teamet.

Chefmekaniker/team-koordinator Peter Vale forlod teamet op til denne sæson, og blandt kørerne har der været betydeligt mere gennemtræk, end der er normalt i et topteam.

I 2012 forlod Lewis Hamilton McLaren, og englænderens afløser Sergio Perez blev droppet efter bare en enkelt sæson for at give plads til Kevin Magnussen. Nu skal enten danskeren eller Jenson Button efter alt at dømme udskiftes med Fernando Alonso.

Den spanske sportsavis AS skrev i går, at McLaren måske allerede bekræfter aftalen med Alonso under USAs Grand Prix i Austin i næste uge. Samtidig bekræftede AS at Porsche er interesserede i Alonso til 24-timersløbet i Le Mans (som BT skrev tirsdag). Jenson Button står også højt på Porsches ønskeseddel over 2015-kørere, og Kevin Magnussen er fortsat favorit til at blive hos McLaren.

De mange udskiftninger kommer efter McLarens to dårligste sæsoner i mere end 30 år, og teamets seneste sejr ligger nu næsten to år tilbage i tiden.

Bag kulisserne arbejder grundlæggeren af det moderne McLaren-team, Ron Dennis, på at genvinde magten. I dag ejer Dennis ligesom sin forretningspartner Mansour Ojjeh 25 prcoent af teamet. Investeringsselskabet Mumtalakat, der kontrolleres af kongefamilien i Bahrain, ejer de resterende 50 procent.

Dennis forsøger at finde nye investorer, der ved at overtage halvdelen af både Mumtalakats og Ojjehs aktier kan sikre ham aktiemajoriteten. Hvis det ikke lykkes Dennis at finde de nye investorer, kan det være ham, der bliver købt ud.

Der er angiveligt en deadline for Dennis’ overtagelsesplaner i den nærmeste fremtid.

Det kan være grunden til, at Fernando Alonso venter med at underskrive den McLaren-kontrakt, der er hans eneste mulighed for et top-sæde i Formel 1 2015: Spanieren har efter deres 2007-samarbejde et anstrengt forhold til Ron Dennis, og Alonso afventer måske derfor, om McLaren anno 2015 bliver med eller uden englænderen som øverste chef.