Stoffel Vandoorne, der sidste år kæmpede hårdt med Kevin Magnussen i Renault World Series-titlen, er ikke som planlagt reservekører for McLaren ved Kinas Grand Prix.

Den 23-årige belgier, der for 14 dage siden debuterede i GP2-serien med en sejr i Bahrain, skulle i sidste uge have sikret sig sin superlicens ved en test i Bahrain.

Men med kort varsel ændrede McLaren sit program, og i stedet for Vandoorne og testkører Oliver Turvey indsatte man Kevin Magnussen i Bahrain-testen.

Uden superlicens, der er nødvendig for at deltage i en grandprix-weekend, var det ikke muligt at bruge belgieren som reservekører i Shanghai.

Vandoorne, der ifølge McLaren-boss Ron Dennis er potentiel kandidat til en af pladserne i teamets 2015-lineup, skal nu sikre sig sin superlicens ved en af de kommende McLaren-test i Barcelona eller Silverstone.