Kevin Magnussen 'glæder sig helt vildt' til at køre årets første Formel 1-grandprix i Australien om mindre end to uger i stedet for Fernando Alonso.

Den overraskende danske Formel 1-nyhed kom tirsdag, da McLaren udsendte en pressemeddelelse, hvor der stod, at Kevin Magnussen afløser Fernando Alonso i Melbourne som følge af spanierens testulykke forrige søndag.

I meddelelsen fra McLaren udtalte hverken Kevin Magnussen eller Fernando Alonso sig om den nye situation, men via Twitter jubler danskeren over udsigten til at skulle køre årets Formel 1-premiere.

»Ærgerligt med omstændighederne, men alligevel er jeg helt vildt spændt på at skulle køre løb i Melbourne. Kan ikke vente!!,« skriver Kevin Magnussen.

Danskeren kommer til sæsonstarten i Melbourne med kun 39 testomgange i bagagen i McLarens nye bil, som han fik muligheden for at køre lørdag i seneste uge i Barcelona.

Foreløbig er Kevin Magnussen udset til at vikariere for Fernando Alonso i det ene løb, hvorefter spanieren efter planen er tilbage ved næste løb i Malaysia.

Det er efter råd fra lægerne, at Fernando Alonso ikke kører i Australien, da man vurderer, at det vil være for risikabelt for spanieren at køre Formel 1 kort tid efter, han pådrog sig en hjernerystelse i sin testulykke i Barcelona.