Det kommer til at tage lang tid, før McLaren og Kevin Magnussen igen blander sig i toppen af Formel 1-feltet. Det vurderer den danske racerkører nu selv.

Tre løb uden VM-point er den seneste score for danske Kevin Magnussen og hans engelske team McLaren. Bilen mangler downforce og vejgreb, og det har gjort det noget nær umuligt for Kevin Magnussen at leve op til sin nærmest sensationelle andenplads ved debutløbet i Australien.
 
Og udsigterne til flere topresultater er formentlig lange. Det fortalte Kevin Magnussen til DR Sporten, da han lørdag var på kort gæstevisit ved byløbet Classic Race i Aarhus.

- Vi kommer ikke til at kunne indhente det, vi er bagefter på en weekend. Det kommer til at tage lang tid, og det vil være små skridt. Det vil ikke være sådan, at vi kommer til en weekend, og vi lige pludselig er 1'er, sagde Kevin Magnussen og fortsatte:

- Det vil være stille og roligt, og så kommer vi dertil på et tidspunkt.

Kevin Magnussen skal i den kommende weekend køre sit sjette Formel 1-løb. Det sker, når motorsportens kongeklasse indtager det franske fyrstendømme i Monaco.

Her kan de snævre sving og den utraditionelle banekonstruktion måske vise sig at udviske en del af forskellen mellem top og bund.