Kevin Magnussen afsluttede sit vintertest-program med endnu en god dag i den nye Renault på Circuit de Catalunya. Næste gang han kører er det alvor.

Med 126 omgange var han for tredje dag i træk en af de flittigste kørere på Circuit de Catalunya uden for Barcelona. De 126 omgange kom i hus, selv om han missede den sidste time på grund af en lækage i bilens kølesystem.

På sine fire testdage nåede Kevin Magnussen i alt 509 omgange og er dermed en af de mest velforberedte kørere til VM-premieren i Australien om 18 dage.

Gårsdagens program inkluderede både en simuleret løbsdistance inklusiv pit-stop og en lille serie omgange i kvalifikations-trim med super-soft-dæk. Her imponerede danskeren ved at sætte dagens tredjebedste tid, 7/10 sekund efter dagens hurtigste mand, Valtteri Bottas i Williams-Mercedes (også på super-soft-dæk).

»Det er svært at sige, hvor vi vil ligge i feltet i Australien, men jeg tror, vi vil være foran Manor og Haas, nogenlunde jævnbyrdige med Sauber og McLaren og lidt efter Force India,« sagde Magnussen efter testen.

Han nåede også at få skærpet sit nærkamps-instinkt, da han under sin løbs-simulation fangede og overhalede Sergio Perez (Force India).

»Det var godt at få afprøvet, hvordan bilen opfører sig, når man ligger tæt bag en anden kører,« forklarede danskeren om sin dyst med Perez.

Kevin Magnussen i sin Renualt-racer.
Kevin Magnussen i sin Renualt-racer. Foto: ALBERT GEA
Vis mere

»Vi har lært rigtig meget på mine fire testdage, men i Formel 1 vil man hele tiden gerne lære mere. Derfor føler man sig aldrig helt klar, men jeg synes nu, at vi er godt forberedte til det første løb. Og jeg glæder mig. Det bliver fedt igen at lave en rigtig Formel 1-start, kæmpe om positioner i første sving, gennemføre pit-stop og så videre. Jeg er klar.«

Formel 1-testen fortsætter i dag og i morgen, hvor Kevin Magnussens teamkammerat Jolyon Palmer skal køre Renaulten.

Kevin Magnussen bliver i Barcelona, hvor han i de kommende dage skal medvirke i reklameoptagelser for sin personlige sponsor, tøjfirmaet Jack & Jones.

»Jeg har ikke så meget at gøre på banen, mens Jolyon kører, men mandag tager jeg til teamets hovedkvarter i Enstone, hvor jeg sammen med mine ingeniører skal gennemgå alle de data, vi har indsamlet i vinter-testerne,« siger Magnussen, der tager hul på sæsonen i Australien fra 18.-20- marts.