Haas-bossen Günther Steiner afslører, at der kommer til at ske nogle markante ændringer hvad angår Formel 1-holdets bil, når feltet tager turen til Barcelona.

Amerikanske Haas, der har danske Kevin Magnussen bag rattet, er i gang med den anden sæson af Formel 1, og er i fuld gang med at jagte point i løbene. I weekenden gælder det Barcelona, hvor holdet skal forsøge at gøre det bedre efter skuffelsen i Rusland.

Team Haas fik ingen point i det russiske grand prix, for Romain Grosjean måtte udgå allerede på første omgang, da han kolliderede med Jolyon Palmer fra Kevin Magnussens tidligere hold, Renault. Og Kevin Magnussen selv fik ingen point, da han sluttede som nummer 13 - ikke mindst fordi han fik en tidsstraf på fem sekunder.

»Når man har sådan en weekend, bliver man sur over det hele. Stort set alt, hvad der kunne gå galt, endte galt,« sagde Günther Haas efterfølgende til Motorsport.

Indtil videre har de to kørere, Kevin Magnussen og Romain Grosjean, fået point i ét løb hver, og i Barcelona skal Haas-mandskabet så forsøge at få point til begge kørere. Og Haas-bossen Günther Steiner fortæller, at der holdet medbringer en opgradering af bilen til den spanske by. Noget, som mange hold som regel gør.

»Vi tager vores første omfattende opgraderingspakke med til Barcelona, da de andre modifikationer har været ret små. Vi håber, det kommer til at virke ligesom alt andet der er kommet ud af vindtunnellen,« siger Günther Steiner til Haas' hjemmeside.

Han vil dog ikke garantere noget, inden det i weekenden går løs i Barcelona.

»Vi håber på at kunne tage et skridt fremad. Der er altid ukendte faktorer med en opdateringpakke. Derfor vil vi ikke afsløre for meget og være for forhåbningsfulde. Nogle folk vil nok bemærke det, for det er synligt, men ikke lige med det samme. Det er ikke noget stort udenpå,« lyder det fra Haas-bossen, hvis hold kæmper med i det tætte Formel 1-midterfelt.

De første træninger i Barcelona finder sted fredag, og her finder holdet så ud af, hvad den nye opgradering har betydet for bilen.

Løbet i Barcelona er det første europæiske i sæsonen, og danske Kevin Magnussen er spændt på at teste de nye opgraderinger af bilen.

»Det er altid interessant at se, hvad de kan gøre. Forhåbentlig bliver det noget positivt,« lyder det fra danskeren, der har nogle gode minder fra sin tid som juniorkører i Barcelona. I 2013 vandt han Renault World Series i den spanske by.