Lewis Hamilton var hurtigst ved fredagens første træning. Nico Rosberg blev nummer to og Magnussen nummer 17.

Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen er i gang med sin sidste løbsweekend i en Renault-racer, inden han fra næste sæson skal køre for Haas.

Fredag åbnede danskeren weekenden i Abu Dhabi med en 17.-plads i ugens første frie træning. Måske kunne han være blevet bedre placeret, hvis han ikke på grund af problemer med sin racer skulle holde i pit i over 20 minutter.

Undervejs lå danskeren bedre til i stillingen, men han måtte blandt andet se holdkammeraten Jolyon Palmer sætte en marginalt bedre tid. Palmer blev nummer 16 og kørte 12 omgange mere end uheldsramte Magnussen.

De to Haas-racere blev nummer 12 og 14.

Weekendens største slag bliver i toppen af stillingen, hvor Lewis Hamilton skal forsøge at vriste førstepladsen fra Mercedes-kollega Nico Rosberg.

Kører Rosberg sig ind i top-3 i søndagens løb, er han verdensmester uanset Hamiltons resultat.

I fredagens frie træning tog Hamilton første stik, da han satte hurtigste tid, mens Rosberg var næsthurtigst. Kun de to Red Bull-racere var tæt på at true Mercedes' omgangstider.

Fredagens anden træning køres klokken 14 dansk tid.

/ritzau/