Fernando Alonsos Ferrari tøffede efter McLaren og Red Bull i lørdagens kvalifikation til Abu Dhabis Grand Prix. Her satte Lewis Hamilton hurtigste tid.

Det ser ikke lovende ud for spanske Fernando Alonso før søndagens formel 1-løb på Yas Marina-banen i Abu Dhabi.

For spanierens Ferrari kunne hverken følge med sin værste konkurrent i den samlede stilling, Red Bulls Sebastian Vettel, eller McLarens Lewis Hamilton.

Således opnåede Fernado Alonso kun en tid, der rakte til en startplads som nummer syv. Helt i front satte Lewis Hamilton bedste tid og starter dermed forrest med Red Bulls Mark Webber og Sebastian Vettel som nummer to og tre.

Alligevel bevarer Fernando Alonso optimismen før søndagens race.

-Vi var ikke konkurrencedygtige i dag (lørdag, red.) Derfor er jeg tilfreds med min præstation. Normalt øger vi farten i løbet, så lad os håbe, at vi kan finde noget fart i bilen, sagde han efter kvalifikationen.

Fernando Alonso får dog sin sag for, hvis han skal gøre sig håb om at slutte foran Sebastian Vettel efter weekendens løb i Abu Dhabi og hente ind på førstepladsen i den samlede VM-stilling.

Men selv om Ferraris racer ser langsom ud, er alt langt fra i top hos tyske Sebastian Vettel.

Først trak bilen med en problem med bremserne. Og tilsyneladende blev han ramt af et motorproblem på vej tilbage til pitten efter sin sidste kvalifikationsrunde.  

- Jeg blev bedt om at stoppe. Jeg håber ikke, det er noget stort problem. Men denne dag har langt fra været ideel. Men alligevel havde bilen farten. Men jeg er ikke rigtig glad med kvalifikationen, sagde han.

Med tre løb tilbage fører Sebastian Vettel den samlede VM-stilling med 240 point foran Fernando Alonso med 227.