Det var en lykkelig Sebastian Vettel, der skreg sin glæde ud i teamradioen, da han kørte først over stregen i det malaysiske grand prix søndag formiddag. Efterfølgende var det tydeligt, at glædestårerne pressede sig på.

Det var tyskerens første sejr i over et år og Ferrari-teamets første i næsten to år.

»Det er et stykke tid siden, jeg har stået øverst på podiet og selvfølgelig første gang med Ferrari. Jeg har ikke ord for det. Jeg er lykkelig og stolt over i dag. Vi slog dem på en fair måde. Det er en meget speciel dag - derfor er jeg så følelsesladet, sagde Sebastian Vettel fra podiet.

2014 var én lang triumf for Mercedes-teamet, der fejede al modstand af banen. Og den ensidige dominans fortsatte i årets første grand prix tidligere på måneden. Det har fået kritikere til at frygte, at fans ville vende sporten ryggen. Men med søndagens triumf for Sebastian Vettel og Ferrari er spændingen pludselig tilbage i Formel 1.

»Alt jeg kan sige lige nu på vegne af vores hold er: 'Game on, Ferrari!',« lød det fra søndagens nummer tre, Nico Rosberg, på podiet i Malaysia.

Her var der også roser fra den forsvarende verdensmester Lewis Hamilton.

»Et stort tillykke til Ferrari og Sebastian. Jeg gav alt, men deres fart var fantastisk. Vi vidste, at Ferrari var gået frem, men jeg vidste ikke, hvor meget. De var for hurtige i dag,«

VM-stillingen efter det malaysiske grand prix:

1) Lewis Hamilton, Mercedes: 43

2 Sebastian Vettel, Ferrari: 40

3) Nico Rosberg, Mercedes: 33