Kevin Magnussen er igen klar til at køre Formel 1, efter at han onsdag blev præsenteret som Renault-kører. Og det glæder hans far, Jan Magnussen.

»Jeg er lettet og stolt på Kevins vegne over, at han er tilbage« siger Jan Magnussen til BT.dk.

»Det er en kæmpe opgave, der ligger foran Kevin nu. Men det er samtidig en opgave, som jeg glæder mig til at følge. Og jeg tror på, at Kevin nu får den succes, som han fortjener,« siger Jan Magnussen, der selv har en fortid som Formel 1-kører. I slutningen af halvfemserne kørte Magnussen senior 24 grand prix'er, og i 1998 erobrede han det første danske grand-prix point som kører for Stewart-Ford.

»Jeg har altid været meget glad for, at Kevin også dyrkede motorsport. Og jeg er stolt af, at han er så dygtig til det, som han er,« siger Jan Magnussen om sønnen, der fik debut for McLaren-team'et i 2014, og som blev nummer to allerede i første løb.

Siden gik det dog ikke helt så godt, og i hele sidste sæson måtte Kevin Magnussen sidde uden for, mens de to tidligere verdensmestre, Fernando Alonso og Jenson Button, kæmpede mod modstandere og Honda-motorer for at få skrabet nogle få point sammen til McLaren-holdet.

Men nu er Kevin Magnussen så tilbage i feltet blandt verdens hurtigste biler, efter at Renault onsdag eftermiddag præsenterede ham og briten Jolyon Palmer som deres hold i Formel 1-serien i 2016. Franske Esteban Ocon er holdets testkører.

»Det er en kæmpe mulighed for Kevin. Og det er samtidig en ny situation, for holdet kommer lidt som underdog, og Kevin skal være med til at bygge noget stort op. Men det her er folk, der ved, hvad de har med at gøre. Det har de vist tidligere, og jeg tror på, at det kan blive kæmpestort,« siger Jan Magnussen, der ligesom sønnen gerne drømmer stort.

»Målet er, at Kevin skal blive verdensmester,« siger faderen, som dog også ved, at det kan tage tid.

»Holdet har selv meldt ud, at de satser på en podieplacering inden for tre år. Og jeg mener afgjort, det er en realistisk mulighed,« siger Jan Magnussen.

Han er dog samtidig helt bevidst om, at selv om sønnen kun er 23 år, så er det sidste udkald i forhold til at blive i Formel 1-serien.

»Normalt er det sådan i Formel 1, at første chance også er sidste chance,« siger Jan Magnussen.

»Men Kevin har fået en chance til, og den har han fået, fordi han fortjener den. Det var politik, der afgjorde, at han ikke fik lov at køre sidste år. Og det viser dette her også. Renault har valgt at hyre Kevin, fordi han er god nok. Nu er det bare op til ham at bevise det.«