Jan Magnussen går glip af sønnen Kevin Magnussens debut i Formel-1, da han selv skal på racerbanen.

Søndag den 16. marts skal Kevin Magnussen køre sit første Formel-1 løb nogensinde. Men det bliver uden farmand Jan Magnussen, der er forhindret i at følge sønnike, da han selv skal køre et 12-timers løb på Sebring samme weekend.

- Ja, jeg må erkende, at mit vigtigste løb i år ikke bliver ét, jeg selv skal køre. Desværre får jeg ikke set Kevins Formel 1-debut i Australien fra tilskuerpladserne, da jeg skal køre 12-timers-løb på Sebring i samme weekend. Men jeg skal nok tale lang tid i telefon om aftenen, siger den rutinerede dansker til sin hjemmeside.

Fredag blev det også officielt, at Jan Magnussen har forlænget kontrakten med det amerikanske Corvette-team for yderligere to år:

- Corvette Racing er en af de mest berømte teams i GT-racing, og jeg har nydt alle triumferne — ikke mindst vores fantastiske mesterskabsejr i år. Med den nye Corvette C7 har vi en stærk racerbil, og jeg er jeg ikke i tvivl om, at vi kan fortsætte de gode takter fra ALMS og ikke mindst vende tilbage til Le Mans og kæmpe med helt i toppen.