Kevin Magnussens far, Jan Magnussen, ser sønnens nye Formel 1-chance som et stort lyspunkt i en ellers trist sæson. 

Selvom det er på en lidt kedelig baggrund, at Kevin Magnussen afløser Fernando Alonso i McLarens Formel 1-racer i Australiens Grand Prix, er der stor glæde at spore i den 22-årige racerkørers hjemby Roskilde over den uventede Formel 1-chance.

Det fortæller Kevin Magnussens far, racerkører Jan Magnussen, til BT.

»Jeg er selvfølgelig utrolig glad på Kevins vegne. Det er en fantastisk nyhed, mulighed og udvikling, nu hvor vi egentlig ikke havde forventet, at han skulle ud at køre Formel 1 i år. Det er under nogle kedelige omstændigheder, men sådan er gamet, og det er derfor, at et team har en reservekører,« siger Jan Magnussen.

Den unge danske McLaren-kører bliver med kun kort forberedelse kastet tilbage i Formel 1-cirkusset i en bil, der foreløbig har vist sig at være feltets dårligste. Men de svære vilkår behøver ikke være en ulempe for Kevin Magnussen, mener hans far.

»Kevin skal bare gå ud og gøre sit bedste og køre sin chance. Det her, synes jeg, er meget mere værd end at teste. Både fordi han får tid i bilen under de mest stressende forhold, og det er der, han lærer allermest,« siger Jan Magnussen, der ser perspektiver i, at Kevin Magnussen nu får endnu et Formel 1-løb under kørerdragten.

»Han bliver derfor helt naturligt en større del af teamet, og det er en rigtig god mulighed til at gøre denne her ellers lidt triste sæson til noget brugbart.«

Australiens Grand Prix kører i fra 13. til 15. marts i Melbourne.