Formel 1-sommerferien er slutog selv om Renault endnu ikke har taget en beslutning om, hvem der skal køre teamets Formel 1-biler næste sæson, tager Kevin Magnussen det roligt – men danskerens tålmodighed varer ikke evigt.

»Der er ikke sket noget i løbet af de seneste uger – jeg har ikke hørt noget fra Renault-ledelsen,« siger Magnussen i paddocken på Spa-Francorchamps, hvor Belgiens Grand Prix køres i weekenden.

FØLG FREDAGENS TRÆNING PÅ SPA-BANEN LIGE HER

»Jeg forstår, at de har snakket om at tage en beslutning i begyndelsen af september. Det håber jeg, de lever op til – jeg vil under ingen omstændigheder stå i en situation som i 2014 (da McLaren kort før jul degraderede ham til reservekører, red). Ellers må jeg jo tage en beslutning.«

Renault har de seneste uger været i kontakt med blandt andre Sergio Perez og Felipe Nasr, men Kevin Magnussen siger:

»Jeg synes ikke, jeg har noget at bevise. Jeg har gjort mit bedste og det bliver jeg ved med. Jeg synes ikke, at der er nogen grund til at gå i panik.«

»Selvfølgelig hører jeg, hvad der sker i de andre team, men det er ikke noget, jeg har fokus på – jeg satser på at blive hos Renault.«

Til Ekstra Bladet siger Kevin Magnussen på et spørgsmål om, hvorvidt der har været reel kontakt til andre hold:

»Ja, det har der.«

For Renault er 2016 begyndelsen på en genopbygningsfase, der skal føre teamet tilbage til fordums styrke (verdensmester 2005-06). På trods af de svage 2016-resultater er pladserne i det franske team derfor eftertragtede.

»Det er tydeligt, at der bliver brugt rigtig mange penge i hovedkvarteret i Enstone med nye bygninger og nye maskiner, og samtidig bliver der hyret en masse nye folk,« siger Magnussen.

Selvom Renault-ledelsens beslutning om teamets kørersammensætning for 2017 er nært forestående, føler Kevin Magnussen ikke et ekstraordinært pres op til løbet i Belgien i weekenden eller Italiens Grand Prix i næste weekend.

»I Formel 1 er man til eksamen, hver eneste gang man er i bilen. Men en af de ting, jeg har lært, er, at folk i Formel 1-paddocken har en meget kort hukommelse. På den måde er det vigtigt at gøre en god figur her i Belgien og i Italien.«

Renault rykkede frem i feltet ved de to sidste løb inden sommerferien i Ungarn og Tyskland, der blev afviklet på relativt ’langsomme’ baner. Kevin Magnussen tror ikke på, at Renault-raceren er helt så konkurrencedygtig på de hurtige baner i Belgien og Italien.

»Vi er bedst på baner med korte langsider og langsomme sving, så vi er nok ikke så stærke her eller i Monza næste uge. Der er ingen store opdateringer på bilen – kun småjusteringer. Al fokus er nu på 2017-modellen, og den nuværende bil er taget helt ud af vindtunnellen,« siger Kevin Magnussen.