Der er flere gode grunde til, at Lewis Hamilton fortjener titlen som verdens bedste.

Med reglen om at finalen udløste ’dobbelte’ point, var der lagt op til en cirkus-afgørelse. Og det kan godt være, at man med denne underlige regel holdt liv i VM-spændingen helt frem til finalen, men man løb også en voldsom risiko for, at verdensmesteren ikke var den bedste kører set hen over hele 2014-sæsonen.

Sådan gik det heldigvis ikke, for med en flot sejr i finalen i Abu Dhabi - hans 11. i sæsonen - blev Lewis Hamilton søndag aften helt fortjent Formel 1-verdensmester 2014.

Lewis Hamilton bliver fejret som ny verdensmester på banen i Abu Dhabi
Lewis Hamilton bliver fejret som ny verdensmester på banen i Abu Dhabi Foto: VALDRIN XHEMAJ
Vis mere

Hamilton vandt mere end dobbelt så mange løb som sin Mercedes-makker, Nico Rosberg (fem sejre), og alene af den grund er VM-titlen endt i de rigtige hænder. Det var overraskende, at Hamilton tabte den interne Mercedes-kvalifikationsduel, men det er som bekendt først søndag eftermiddag, der uddeles VM-point.

---------------------------------------------------------------------------

Lewis Hamilton med kæresten Nicole Scherzinger, der er forsanger i popgruppen Pussycat Dolls
Lewis Hamilton med kæresten Nicole Scherzinger, der er forsanger i popgruppen Pussycat Dolls Foto: VALDRIN XHEMAJ
Vis mere

Hamilton har gennem store dele af karrieren
virket mentalt skrøbelig. Problemer i privatlivet blev ofte taget med på racerbanen, men dét problem er åbenbart løst efter forholdet til Pussycat Doll-kæresten Nicole Scherzinger er blevet mere permanent. Han har også fået en ny bedste ven i hunden Roscoe, og selvom det var let at gøre grin med pop-kæresten, hunde-vennen og bling-bling-smykkerne, virkede Hamilton i år mentalt stærkere end nogensinde.

---------------------------------------------------------------------------

Lewis Hamilton fuldt ud fokuseret på opgaven i årets sidste og afgørende grand prix
Lewis Hamilton fuldt ud fokuseret på opgaven i årets sidste og afgørende grand prix Foto: MARWAN NAAMANI
Vis mere

Han udgik af sæsonpremieren i Melbourne, og halsede derfor efter Rosberg i den samlede stilling gennem hele foråret. Den gamle Hamilton havde virket lettere hysterisk i den situation, men 2014-versionen knoklede bare løs, og åd sig ind på tyskerens forspring. Andre set-backs i både løbene og under kvalifikationen blev også overvundet uden unødigt drama, og da VM-titlen stod på spil i Abu Dhabi, trådte han for alvor i mental karakter: Han forblev trods Rosbergs forsøg på at destabilisere ham totalt fokuseret hele weekenden.

---------------------------------------------------------------------------

Lewis Hamilton trykker hånd med holdkammeraten Nico Rosberg (th.)
Lewis Hamilton trykker hånd med holdkammeraten Nico Rosberg (th.) Foto: Valdrin Xhemaj
Vis mere

Presset på Hamilton
blev kun forøget af, at Rosberg midt på sommeren forlængede sin Mercedes-kontrakt frem til 2017. Englænderens egen aftale udløber efter 2015, og med tyskeren som den langsigtede løsning, var det nemt for paddockens mange konspirations-teoretikere at lufte teorier om, at Mercedes foretrak Rosberg som verdensmester. Hamilton ignorerede snakken, og aftalte klogt med Mercedes-ledelsen at holde fokus på banen og udskyde kontraktforhandlinger efter sæsonen. Og for ingen skal være i tvivl: Mercedes-ledelsen har hele året givet Hamilton og Rosberg helt lige forhold, og undladt at udstede teamordrer (udover den åbenlyse om ikke at køre ind i hinanden).

---------------------------------------------------------------------------

Lewis Hamilton fejrer sejren på Abu Dhabi-banen
Lewis Hamilton fejrer sejren på Abu Dhabi-banen Foto: CAREN FIROUZ
Vis mere

Formel 1 2014 blev en magtdemonstration
af Mercedes og Lewis Hamilton, der kun blev spændende til sidst på grund af reglen om dobbelte point. Nu fik vi heldigvis den rigtige verdensmester på trods af den kontroversielle regel, hvis indførelse efter min mening var at spille unødigt hasard med sportens omdømme og troværdighed. Alt tyder for øvrigt nu på, at de dobbelte finale-point droppes næste sæson.