Den britiske Formel 1-verdensmester Lewis Hamilton er godt på vej til at skrive sit navn ind blandt de største i historien i motorsportens fuldblodsklasse. Med sin femte pole position på Monza i karrieren, nåede Lewis Hamilton op på siden af Ayrton Senna

Han styrer mod sin fjerde VM-titel som den blot femte nogensinde og er allerede nummer tre på listen over kørere gennem historien med flest pole positions (første startposition, red.) i Formel 1.

I alt har Lewis Hamilton sikret 56 pole positions i karrieren. Det er ni færre en Senna, der er på 65, mens Michael Schumacher topper listen med 68 pole positions i karrieren.

Lørdag skrev den hurtige brite sig så ind i historiebøgerne på en af de mest legendariske racerbaner i sporten, Monza i Italien.

I suveræn stil sikrede Hamilton sig pole position til søndagens grandprix, og det er femte gang i karrieren, han starter forrest på den italienske bane.

Dermed tangerer han rekorden, som indehaves af legenderne Ayrton Senna og Juan Manuel Fangio, der ligeledes nåede fem startpositioner i front på Monza.

- Jeg føler mig stolt og beæret over at blive nævnt blandt så store kørere som Senna og Fangio, siger Lewis Hamilton ifølge AFP.

- Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at mit navn skulle nævnes i samme sætning (som dem, red.), og det er jeg meget stolt af.

Det var samtidig tredje år i træk, at briten tog pole position på Monza, og det har kun afdøde Ayrton Senna også formået.

/ritzau/