Kevin Magnussen har for længst forladt Renault – men det afholder ikke Formel 1-teamets direktør fra at sende bitter afskedshilsen af sted.

Den kommer fra Cyril Abiteboul.

I et interview med Auto Hebdo tidligere på ugen er han kommet med sin uforbeholdne mening om den danske racerkører.

Danskeren kørte 2016-sæsonen på det franske hold, der her gjorde comeback i Formel 1.

»Personligt har Magnussen skuffet mig. Med sin præstation og med sin opførsel,« siger Cyril Abiteboul i interviewet, der er gengivet hos F1i.com:

»Han har et reelt talent, men han er ikke disciplineret nok, og han er hele tiden på udkig efter for mange undskyldninger.«

I stedet fremhæver Cyril Abiteboul Renaults anden kører i 2016-sæsonen, Jolyon Palmer, der endte med at få endnu et år hos teamet. Her bliver han makker med tyske Nico Hülkenberg, der afløser Kevin Magnussen.

Cyril Abiteboul.
Cyril Abiteboul. Foto: MARWAN NAAMANI
Vis mere

Men det kunne have været danskeren, der havde fortsat hos Renault.

»Magnussen kunne faktisk have været et mere naturligt valg, da vi ønskede at bibeholde en linje. Der var dog én, der gjorde fremskridt, mens én anden gik i stå,« siger Cyril Abiteboul.

Renault-bossen uddyber:

»Der var flere grandprixer, hvor Palmer var helt væk om fredagen, men forbedrede sig støt og roligt, mens Magnussen har været god til regelmæssigt at kollapse.«

Cyril Abiteboul fremhæver i det hele taget Jolyon Palmers evne til at forbedre sig løbende. Også i GP2-tiden.

»Vi vurderede derfor, at det ville være bedre i 2017,« siger Renault-bossen.

Kevin Magnussen skal i år køre for det amerikanske Haas-team. Danskeren scorede syv af de otte point, som Renault hentede sidste år.

Det skete via en syvendeplads og 10. plads, mens Jolyon Palmer hentede en enkelt 10. plads.