Sommeren er også over Formel 1-feltet, og det betyder spekulation om kommende kørerskifter.

Godt nok er Kevin Magnussen ikke en del af rygtestrømmen - lige nu - men rundt om i feltet kan der ske ting og sager. Men det kan han hurtigt komme, hvis Renault tøver med at forlænge hans et-årige kontrakt.

Feltets varmeste rygte sender lige nu tyske Nico Rosberg til Ferrari efter denne sæson, hvor Kimi Räikkönen ventes at stoppe sin Formel 1-karriere ved årets udgang. Rygtet bliver kun varmere af, at Nico Rosbergs kontrakt står til at udløbe efter sæsonen.

Selv afviser Nico Rosberg, at han har gang i noget med Ferrari.

»Det er ikke noget, jeg har tænkt over, og det er ikke noget, der optager mig. Det har det ikke gjort før weekenden (i Monaco, red.) eller efter,« siger Nico Rosberg ifølge Motorsport.com og tilføjer:

»Jeg er glad hos Mercedes, og Mercedes er glade for mig. Jeg er sikker på, at jeg vil være her i mange flere år.«

Dermed burde rygtet være skudt ned, men så længe en kontraktforlængelse ikke er underskrevet med Mercedes, vil spekulationerne fortsætte.

I Monaco meldte en gammel spiller sig så pludselig i gruppen af håbefulde kørere, der vil i Formel 1 i 2017. Således er ingen andre end Pastor Maldonado igen klar med en plan om at gøre comeback efter han på spektakulær vis blev droppet af Renault og erstattet af Kevin Magnussen før sæsonen.

Foto: Hoch Zwei
Vis mere

Maldonado antydede, at han igen havde millioner i ryggen fra sin storsponsor PDVSA, men det er usikkert, om han kan få ønsket om at køre en 'konkurrencedygtig' bil opfyldt.

Et sidste saftigt rygte stammer fra McLaren. Her spekuleres der ifølge Sky Sports i, at McLaren nu - endelig - vil stoppe samarbejde med Jenson Button og give hans racer videre til belgieren Stoffel Vandoorne.

Foto: Valdrin Xhemaj
Vis mere

Jenson Buttons kontrakt med McLaren udløber, og det vil være gratis for Ron Dennis og co. at skifte ud mellem kørerne. Jenson Button sættes derfor nu i forbindelse med Williams, hvor Felipe Massa har kontraktudløb.