Det er mere end fire år siden, at Michael Schumachers liv forandrede sig for altid. Den tidligere Formel 1-verdensmester væltede på ski og slog hovedet direkte ind i en sten. Siden da har hans helbred været sløret af mystik.

Han er vendt hjem til huset i Gland, men offentligheden ved ikke, hvordan Michael Scumachers liv er i dag. En af dem, der ved bare en anelse, er Schumachers tidligere konkurrent og nuværende DTM-chef i Tyskland.

Han er ifølge tyske Express i kontakt med Michael Schumachers kone Corinna, og Berger er modsat mange andre optimistisk i forhold til Schumachers fremtid.

»Jeg tror på miraklet, og jeg håber rigtig meget på, at vi snart kommer til at høre positive nyheder fra Michael,« siger Gerhard Berger til Express.

Mens Michael Schumacher har levet et liv væk fra offentligheden siden ulykken, har sønnen Mick Schumacher fået en del omtale, da han er en talentfuld racerkører og ser ud til at gå i sin faders fodspor.

Gerhard Berger er da også imponeret over den måde, som både 18-årige Mick Schumacher og 48-årige Corinna Schumacher har formået at fortsætte livet efter den slemme ulykke.

»Det er beundringsværdigt, som Corinna og Mick har håndteret denne svære situation. Jeg synes, det er en vidunderlig historie, at Mick har lyttet til sit hjerte og gerne vil være racerkører.«

»Selvfølgelig er Michaels fodspor store at udfylde, men han har talent og det rette miljø til at håndtere presset rigtigt. Han er en Schumacher, som ved, hvordan man gør det,« siger Gerhard Berger.

Gerhard Berger kørte Formel 1 i samme periode som Michael Schumacher, og den østrigske Formel 1-kører kørte blandt andet for Ferrari, indtil Michael Schumacher blev hentet ind på teamet.