Caroline Wozniackis vej til den øjeblikkelige optur i US Open, hvor hun i aften møder Madison Keys i fjerde runde, har været lang og bøvlet.

Sportstligt har 2016 været et frustrerende år hårdt plaget af skader, men omvendt har det også været en øjenåbner. Det fortæller Caroline Wozniacki i et interview til Ekstra Bladet.

Først var der en drilsk ankelskade, der holdt hende ude i flere måneder og senere fulgte en skade i armen. Irriterende benspænd i jagten på sejre, men samtidig en mulighed for at få det, hun selv kalder en 'normal' dagligdag i hjemmet i Monaco. Pludselig skulle hun ikke rejse verden rundt til turneringer, men i stedet 'bare' koncentrere sig om sin genoptræning. Det frigav samtidig tid til at pleje andre og nye interesser.

»Jeg har levet efter en fast plan i så mange år. Vidst, hvornår jeg skulle træne, spise, sove. Nu kunne jeg træne eller sove middagslur, når det passede mig. Jeg har gjort ret mange, nye ting. Jeg har holdt en del møder, men indholdet vil jeg gerne holde for mig selv lidt endnu. Og så har jeg spillet noget klaver og er begyndt at studere lidt fransk. Nu har jeg boet i Monaco i så mange år, så nu vil jeg gerne kunne tale bedre med folk,« siger Caroline Wozniacki.

Af samme grund har Caroline Wozniacki ikke været så frustreret over sin nedtur og fald fra verdensranglisten, som man måske kunne have troet. I stedet har hun fokuseret på de muligheder, pausen gav, og samtidig føles glæden over nu at have ramt storformen ekstra stor. Caroline Wozniacki er blevet mere bevidst om, at hun skal nyde at spille tennis, når hun er skadesfri, og så er har hun fået øjnene op for, at tennis ikke er alt. Livet byder på meget mere.

»Jeg har lært, at der også er et liv udenfor tennisbanen. At den dag, hvor jeg siger farvel, behøver jeg ikke stresse. Der er mange sjove ting, jeg kan tage mig til. Der er en del indenfor mode og noget tv, der kunne være sjovt,« siger Caroline Wozniacki til Ekstra Bladet uden dog at antyde, at et karrierestop er på vej. Ikke så længe kroppen stadig er gearet til det.

Allerede i aften skal den - kroppen - i aktion igen. Når Madison Keys venter på Centre Court i fjerde runde af US Open.