Formel 1-holdets Saubers nye kører, Pascal Wehrlein er i stor fare for at misse indledningen på den kommende sæson.

Den unge tyske kører var involveret i en voldsom ulykke under showløbet Race of Champions i januar måned, og Sauber-holdet bekræfter, at han stadig modtager behandling.

Og nu skriver flere medier – heriblandt GPtoday.com – at Wehrlein med stor sandsynlighed går glip af sæsonens indledende test for Sauber.

Pascal Wehrlein mistede kontrollen over sin trehjulede Polaris Slingshot-ræser i et løb mod Formel 1-kollega Felipe Massa ved Race of Champions i Miami – og maskinen og de to passagerer slog en kolbøtte på banen.

Selvom både Wehrlein og passageren selv kunne gå fra banen, har det efterfølgende vist sig, at den tyske kører har pådraget sig en nakkeskade. Og det kan altså betyde, at det 22-årige talent misser sæsonens første test, der foregår den 27. februar på Circuit de Catalunya i Barcelona.

På Sauber-teamet er Wehrlein holdkammerat med svenske Marcus Ericsson.