Formel 1-køreren Max Verstappen fik fornærmet det meste af Brasilien, da hollænderen egentlig ville kritisere Williams-køreren Felipe Massa.

Verstappen mener, at Massa ødelagde kvalifikationen for den 19-årige Red Bull-kører i Bahrain. Og efter episoden blev Verstappen spurgt, om han havde tænkt sig at tage en snak med brasilianske Massa.

»Tja, han er brasilianer. Så der er ikke meget at snakke om,« lød svaret fra Verstappen ifølge Reuters.

Det faldt ikke i god jord hos hverken Massa eller de mange brasilianske Formel 1-fans, som blev fornærmede over udtalelserne.

Derfor trækker Verstappen nu i land og undskylder over for alle brasilianske Formel 1-fans.

»Jeg er passioneret racerkører, og jeg var meget skuffet efter min seneste kvalifikation, og jeg kom med en følelsesmæssig reaktion, der blev taget ud af kontekst. Jeg havde overhovedet ikke intention om at fornærme det brasilianske folk, som jeg respekterer dybt og som altid behandler mig godt, når jeg besøger landet.«

»Jeg vil gerne undskylde til alle brasilianere, som føler sig ramt, og jeg ser frem til at køre løb i jeres land igen,« skriver Verstappen på Instagram.

Hollænderen gøder også vandene ved at rose tidligere brasilianske verdensmestre som Ayrton Senna, Emerson Fittipaldi og Nelson Piquet.

Massa havde inden Verstappens undskyldning advaret om, at teenagerens udtalelser kunne skabe problemer.

»Vær forsigtig med, hvad du siger, for du skal til Brasilien for at køre løb,« lød det fra Williams-veteranen ifølge UOL Esporte.

Verstappen, som begyndte i sjette position, udgik tidligt i Formel 1-grandprixet i Bahrain på grund af en bremsefejl.

/ritzau/