KØB PLUS!

Formel 1-stjerne: Schumacher reagerede på mit besøg

Formel 1-køreren Felipe Massa har besøgt Michael Schumacher på hospitalet i Grenoble, hvor lægerne er i gang med langsomt at bringe Schumacher ud af den kunstige koma, som den tyske legende har befundet sig i, siden han i slutningen af december blev indlagt efter en alvorlig skiulykke.

Brasilianske Massa har en fortid som holdkammerat sammen med Michael Schumacher hos Ferrari, og han besøgte Schumacher forud for denne uges testkørsler i Bahrain.

Og Felipe Massa fortæller fredag, at tyskeren stadig ikke er ved fuld bevidsthed, selvom han reagerede på Massas besøg.

- Jeg besøgte ham, jeg talte til ham. Jeg fortalte ham om alt, hvad jeg havde lavet i Jerez (Formel 1-feltets første testkørsler i sæsonen, red), om min bil, mit team, det hele. Jeg sagde mange gange til ham, at han skulle vågne, siger Massa ifølge engelske Daily Mail.

- Det er svært, for jeg har ingen erfaringer med det, lægerne fortalte. Men jeg så ham, og jeg var meget glad for at være sammen med ham i lang tid, tale til ham, prøve at give positiv energi og bare hjælpe ham, siger han.

- Han er en meget stærk mand, en stor mand, og jeg håber bare sådan, at han vågner, og jeg håber, at han kan nyde sit liv igen. Han ligner sig selv, og han reagerede også med munden og alt muligt. Så det var positivt at se ham, lyder det fra Massa, som i dag kører for Williams-teamet.

Læs også: