Lewis Hamilton havde fået nok.

Så da han i søndagens ungarske Formel 1-grandprix endelig kunne lade sin Mercedes glide Esteban Gutierrez’ Haas-racer, stak han sin venstre langefinger op. Som en tydelig gestus til den mexicanske konkurrent.

Sådan så det i hvert fald ud på tv-billederne.

Faktisk så Esteban Gutierrez det ikke selv, men da han efterfølgende fik forelagt episoden reagerede han prompte.

»At være verdensmester giver dig ikke ret til at være respektløs over for dine konkurrenter, min ven,« skrev Haas-køreren på Twitter direkte henvendt til Lewis Hamilton.

Han uddybede også over medierne.

»Han bør respektere alle sin konkurrenter. Man ved aldrig om jeg i fremtiden kommer til at kæmpe om VM-titlen med ham, så han skal vise respekt,« sagde Esteban Gutierrez ifølge eksempelvis Autosport.com og Motorsport.com.

Esteban Gutierrez fik en fem-sekunders-straf for intermezzoet med Lewis Hamilton, fordi løbsjuryen mente, at han havde ignoreret de blå flag, der signalerer, at man skal lade sig overhale (med en omgang).

Esteban Gutierrez var ikke tilfreds.
Esteban Gutierrez var ikke tilfreds. Foto: Zsolt Czegledi
Vis mere

Han sluttede den ugarske grandprix som nummer 13.

Lewis Hamilton vandt løbet i Ungarn, men han afviste at have givet Esteban Gutierrez fingeren.

»Måske havde jeg lyst til det, men jeg gjorde det ikke. Jeg mistede så meget tid bag ham, og samtidig halede Nico (Rosberg, red.) ind på mig, så det var virkelig en svær situation,« har Lewis Hamilton forklaret.