Det bliver finske Valtteri Bottas, som skal overtage det sæde hos Mercedes-teamet, der blev ledigt, da den regerende Formel 1-verdensmester, tyske Nico Rosberg, i sidste måned højst overraskende meddelte, at han stopper karrieren.

Den 27-årige finne skifter til Mercedes-teamet og bliver på den måde holdkammerat med den tidligere verdensmester, Lewis Hamilton. Dette skifte ventes at blive bekræftet i begyndelsen af det nye år. Det skriver BBC.

Valtteri Bottas er i de seneste tre år blevet henholdsvis nummer fire, nummer fem og nummer otte i Formel 1-serien.

Med Valtteri Bottas hos Mercedes bliver der et sæde ledigt hos Williams-teamet, men det problem vil holdet løse ved at overtale Felipe Massa til at tage et år mere. Brasilianeren annoncerede ellers i september, at han ville stoppe karrieren med udgangen af denne sæson.

Dermed består Williams-teamet i den kommende sæson af Felipe Massa og canadieren Lance Stroll, som i 2016 var testkører for netop Williams-teamet og inden da for Ferrari.

Hverken WIlliams eller Mercedes har kommenteret på historien.