For en gangs skyld starter Kevin Magnussen ikke en grandprix-weekend med et handicap.

Når træningen til Ruslands Grand Prix starter fredag klokken 10 lokal tid på Sotji Autodrom, kender den danske rookie banen lige så godt som sine konkurrenter. Ingen af dem har kørt på den nye bane, der bruges til Formel 1 for første gang, og Magnussen siger:

- Det bliver en interessant weekend, og jeg ser frem til at kunne sammenligne mig med konkurrenterne på mere lige fod.

Sotji Autodrom, der er 5,9 kilometer lang og består af en kombination af afspærrede gader og strækninger, der kun bruges til motorløb, er anlagt omkring skøjtehallen fra vinter-OL tidligere på året.

- Den minder lidt om banen i Abu Dhabi med lange, let kurvede strækninger, der leder frem til snævre sving. Det er en type bane, der kræver meget af bilen – og det er en bane, der ligesom i Abu Dhabi er næsten uden niveauforskelle, siger Magnussen.

Kevin Magnussen, der i disse uger kæmper med Jenson Button om et sæde i McLarens 2015 line-up, har de sidste fire løb i træk været hurtigere end sin teamkammerat i kvalifikationen. Det har givet mange plusser i karakterbogen, og i denne weekend bliver det endnu vigtigere end ellers at sikre sig en god startposition.

- Der er ikke nogen oplagte overhalings-muligheder, siger Magnussen om den nye bane.

- Der er ikke nogen åbenlyse kraftige nedbremsnings-zoner eller sving, hvor man kan forsøge at placere sig på inderbanen.

Alle i den imponerende paddock på den nye Sotji-bane er påvirkede af den frygtelige ulykke i sidste uges japanske grandprix i Suzuka. Der er stadig ikke konkret nyt om Jules Bianchis fremtidsudsigter, og der kan gå uger, inden lægerne kan vurdere omfanget af de hjerneskader, der allerede nu benævnes ’alvorlige'.

Bianchis landsmand Jean-Eric Vergne, der kører for Toro Rosso,, ankom til Rusland med en usædvanlig håndbagage. Franskmanden har fået fremstillet en rulle klistermærker med teksten 'Tous Avec Jules' og Bianchis startnummer 17. Vergne har uddelt mærkerne til sine kollegaer, der alle ventes at køre med dem på deres styrthjelme i weekenden.