Kimi Raikkonen fortsætter hos Ferrari næste år.

Det har Formel 1-teamet tirsdag middag meldt ud i et kort statement.

Her fremgår det, at det italienske hold har fornyet sin aftale med den finske kører, så den nu også gælder for 2018-sæsonen.

Den 37-årige racerkører har siden 2014 kørt for Ferrari, og han får altså lov til at være feltets ældste kører lidt endnu.

Det har dog ikke været det bedste år for Kimi Raikkonen, og derfor har der været spekulationer om et exit fra både Formel 1 og Ferrari efter denne sæson.

For mens teamkollega Sebastian Vettel fører den samlede VM-stilling med 202 point, har finnen kun scoret 116 point og ligger kun på fjerdepladsen. Det er i alt kun blevet til fire podiepladser i sæsonens fire første grandprixer.

Tidligere på sommeren kom der næring til exit-rygterne, da Ferrari-præsident Sergio Machionne sagde følgende om Kimi Raikkonen i forbindelse med Østrigs Grand Prix:

»Jeg synes, at Kimi skal vise en større grad af engagement til processen. Der er nogle dage, hvor jeg synes, at han er lidt af en efternøler, men nu må vi se...,« lød det ifølge Motorsport.com.

I de to løb siden er det blevet til en tredje- og en andenplads for Kimi Raikkonen. Og nu altså en ny kontrakt.

Med kontraktforlængelsen til Kimi Raikkonen ligner det kun et spørgsmål om tid, inden Sebastian Vettel også sætter sin underskrift på en ny aftale med Ferrari.

Formel 1-sæsonen fortsætter i den kommende weekend, hvor Kevin Magnussen og co. skal i aktion i Belgien. Du kan selvfølgelig følge det mest live her på BT.dk.