Det var et samarbejde, der opnåede langt mere, end nogen kunne forvente. Da Dorte Riis Madsen i 2004 blev Kevin Magnussens manager, begyndte teenagerens drøm om Formel 1 for alvor at tage fart.

Det var Kevin Magnussens far, Jan Magnussen, der introducerede sønnen og Dorte Riis Madsen for hinanden. Han kendte Dorte Riis Madsen gennem hendes daværende arbejde som sponsorchef hos Peugeot Danmark.

Men det job forlod Dorte Riis Madsen og kastede i stedet alle sine kræfter og tid ind i arbejdet med at skaffe et økonomisk grundlag for Kevin Magnussens opstigning mod Formel 1. Hun sendte ham også til både en fysisk træner og mentalcoach. Alt ved Kevin Magnussen skulle optimeres og forberedes så godt som overhovedet muligt.

Dorte Riis Madsen er uddannet cand. mag i international politik fra Københavns Universitet, og det stod ikke umiddelbart lige for, at hun skulle kaste sig ind i motorsporten, men et besøg på en gokartbane ændrede alt.

Dorte Riis Madsen var også en overgang manager for racerkøreren Martin Jensen, men det samarbejde ophørte i takt med, at hendes arbejde for Kevin Magnussen greb om sig.

Dorte Riis Madsen viste hurtigt, at hun besad et unikt talent i jagten på sponsorer. Og den vigtigste sponsor kom i hus, da hun overbeviste Bestseller-ejeren, Anders Holch Povlsen, om, at han skulle stige om bord i Kevin Magnussens kamp for Formel 1.

Det var også Dorte Riis Madsen, der skabte den første kontakt til Formel 1-teamet McLaren og topchefen Ron Dennis.

Arbejdet med Kevin Magnussen kulminerede, da det lykkedes at sikre den unge dansker et Formel 1-sæde hos netop McLaren i 2014 – med støtte fra Anders Holch Povlsen.

Men året efter mislykkedes manageren og Kevin Magnussen med at holde på Formel 1-sædet. Og nu ser det snart ud til at være helt slut mellem de to.