Nico Rosberg er under maksimalt pres i Austin, hvor teamkammeraten Lewis Hamilton kan køre sig tæt på verdensmesterskabet. Længere nede i feltet kæmper Fernando Alonso, Jenson Button og Kevin Magnussen for livet i Formel 1.

Fly efter fly med Formel 1-stjerner ombord er allerede landet i staten Texas i det sydlige USA før denne weekends grandprix. I et af dem sad Nico Rosberg og vakte opsigt blandt de øvrige passagerer.

VM-stillingens øjeblikkelige nummer to er en ekstremt presset mand i kampen om mesterskabet, og derfor gør han alt for at minimere de faktorer, der kan forringe hans chance for at slå Lewis Hamilton.

Af samme årsag bar Nico Rosberg under hele flyveturen over Atlanten fra Europa til USA en maske, hvor en inhalator forhindrede tyskeren i at indånde eventuelle sygdoms-bakterier fra de øvrige passagerer.

- Siden sidste vinter har jeg ændret nogle ting. Min kost for komme ned i den nødvendige vægt samt beskyttelse af min mund i fly. På flyet er der en masse vira, der cirkulerer gennem ventilationsanlægget. Jeg har været syg en masse gange de seneste par år i forbindelse med løbsweekender, fortæller Nico Rosberg om årsagen til sin brug af inhalator til avisen Bild.

Mens Nico Rosberg kommer til Austin i rollen som presset udfordrer, fører teamkammerat Lewis Hamilton VM-stillingen med et forspring på 17 point. Men også med en vished om, at han har vundet de seneste fire løb. Måske derfor har han brugt sin tre uger lange ferie på at besøge sin kæreste, sangerinden Nicole Scherzinger, i Knoxville, hvor flere kærlige foto af det celebre par er dukket op på de sociale medier. Det er en Lewis Hamilton med overskud, der møder op til slutspurten på sæson, hvor der med løbet i Austin resterer tre grandprixer.

Længere nede i feltet sveder tre andre kørere også over de kommende løb. Måske ikke så meget over det øjeblikkelige titelrace. Her er det en uafklaret fremtid, der presser Fernando Alonso, Jenson Button og danske Kevin Magnussen.

Mindst bekymrende må det være for Ferraris dobbelte verdensmester. Fernando Alonso har ifølge alle Formel 1-eksperter et stående tilbud fra McLaren om en guldrandet kontrakt for de kommende år. Men spørgsmålet er, om Fernando Alonso gider McLaren?

Senest har der været rygter om, at han måske, mere eller mindre selvvalgt, kan ende uden job i 2015. For afviser han McLaren, kan han risikere at stå uden andet alternativ, og derfor kan et sabbatår komme på tale. Men den løsning ligner yderste konsekvens.

Og så er der spørgsmålet om Kevin Magnussens og Jenson Buttons fremtid hos McLaren. De to er stadig til den ultimative eksamen hver eneste weekend, og presset vokser løb for løb for de to i deres jagt på at tippe McLaren-bossernes tillid over i egen favør og dermed overleve i teamet, hvis Fernando Alonso vælger at besætte den ene bil i 2015.