For andet år i træk kan Mercedes-teamet juble over total dominans i Formel 1-feltet, men Ferrari lurer i kulissen.

Således kan briten Lewis Hamilton efter det sidste VM-løb i Abu Dhabi i weekenden hæve VM-trofæet og lade sig hylde som verdensmester for andet år i træk - og tredje gang i alt.

Hamiltons holdkammerat og rival Nico Rosberg tager endnu engang andenpladsen, hvilket betyder, at Mercedes igen tager VM-titlen blandt konstruktørerne.

På tredjepladsen ender den firedobbelte verdensmester, Sebastian Vettel, der sammen med Kimi Räikkönen sikrer Ferrari en sikker andenplads i konstruktør-mesterskabet. Dermed ligner Ferrari det team, som skal vælte Mercedes af tronen, hvis det skal ske.

Ifølge Ferraris team-chef er det langt fra urealistisk.

»Hvis du vil have min ærlige mening, er det ikke at være tættere på dem, men foran dem«, svarer Maurizio Arrivabene, da han bliver spurgt ind til sine forventninger for den kommende sæson.

»Med ydmyghed vil jeg sige, at vi allerede er tættere på dem nu. Vi skal være foran dem næste år«, konstaterer italieneren overfor motorsport.com.

Mercedes-formanden, Niki Lauda, var inden seneste grandprix i Brasilien ude og sige, at Ferraris motorer nu er lige så stærke som Mercedes'.

Ifølge Arrivabene er der flere opgraderinger i støbeskeen hos Ferrari.

»Motoren var en stor forbedring til dette år, og til næste sæson arbejder vi hårdt på alle dele af bilen«, siger Ferrari-chefen.

Man skal tilbage til 2007 og 2008 for at finde Ferraris seneste VM-triumfer. I 2007 blev teamets nuværende kører Kimi Räikkönen verdensmester med den mindst mulige margin på ét point ned til Fernando Alonso og Lewis Hamilton, der dengang kørte for McLaren.

Året efter sikrede Ferrari sig VM-titlen blandt konstruktørerne.