Ferrari svømmer ifølge teamchef Maurizio Arrivabene i tilbud fra racerkørere, som vil have fat i Kimi Räikkönens sæde efter denne sæson.

Her udløber finnens kontrakt med Ferrari, og det ser mere og mere ud til, at den italienske Formel 1-gigant vælger at sige tak for kampen til Kimi Räikkönen.

Favoritten til at overtage efter den finske Formel 1-stjerne menes at være Räikkönens landsmand, Valtteri Bottas, som i øjeblikket er på kontrakt hos Williams. Derfor skal Ferrari op med en god sum penge, hvis teamet ønsker at tilknytte Valttteri Bottas allerede i 2016.

Bottas' kontrakt med Williams løber nemlig til udgangen af 2016, men udsigten til at betale for Valtteri Bottas bør ikke afskrække stenrige Ferrari.

Men selv om meget peger på en ny finne i Ferrari, afviser italienernes teamchef, Maurizio Arrivabene, at han allerede har lavet en aftale med Williams-køreren. Han fortæller i stedet, at han konstant kimes ned af interesserede racerkørere, der vil have det, måske, ledige sæde hos Ferrari.

»Hvis jeg viste jer listen over alle de kørere, som har ringet til mig siden starten på sæsonen, så ville Bottas være en af dem. Ferrari er en bil, som alle drømmer om at køre, men der er kun to pladser, og de er begge taget,« siger Maurizio Arrivabene til avisen Gazzetta dello Sport.

Formel 1-sæsonen er så småt på vej ind i den fase, som populært kaldes 'Silly Season'. Det er, når forskellige kørere rygtes frem og tilbage mellem diverse teams. Og netop situationen hos Ferrari ventes at blive dér, hvor kører-karrusellen for alvor skydes i gang.

For ender det med, at Bottas smutter fra Williams, jamen så er der pludselig en ny åbning for eksempelvis folk som danske Kevin Magnussen, der er på jagt efter et ledigt sæde i den kommende sæson.