KØB PLUS!

F1-legende færdig hos Mercedes

Mercedes og Norbert Haug er færdige med hinanden efter 22 år med Haug i spidsen som nærmest urørlig sportsdirektør hos den tyske bil-gigant.

RAUS!

Vinterens formentlig største bombe i formel 1 er sprunget.

For en nærmest legendarisk skikkelse i formel 1's pit lane er færdig som sportsdirektør for Mercedes Motorsport.

Således forlader Norbert Haug efter 22 år sin stilling som sportsdirektør hos Mercedes.

- Jeg vil gerne takke den bedste bilfabrikant i verden for mere end 22 år, hvor jeg aldrig har oplevet at mangle passionen et eneste sekund, siger Nobert Haug selv.

Anledningen til det højst overraskende brud mellem Mercedes og Norbert Haug kan hænge sammen med, at den tyske bilgigant på formel 1-siden har skuffet enormt de seneste sæsoner.

Og dét på trods af, at Mercedes har et af formel 1-feltets største budgetter.

- Desværre har vi kun én gang formået at vinde et formel 1 grand prix, siden vores opstart i 2010. Og det er ikke nok til at indfri vores forventninger, siger Norbert Haug videre.

Samtidig har Norbert Haug også været med helt fremme, da Mercedes valgte at genoplive Michael Schumachers formel 1-karriere. Et forsøg, som efter de fleste iagttageres mening tenderer til en fiasko. Og den syvdobbelte verdensmester trak sig da også endegyldigt tilbage fra formel 1 efter denne sæson.

Hos Mercedes udtrykker formand for Daimler-koncernen, Dieter Zetsche, der ejer Mercedes, sig i høflige og ærgerlige vendinger uden at fortælle, hvad der ligger til grund for 'skilsmissen'.

60-årige Norbert Haug kom til Mercedes tilbage i 1990 og blev ansvarlig for alle koncernes motorsportsprojekter. Det bragte hurtigt succes i den tyske sportsvognserie DTM.

Norbert Haugs mest succesfulde periode anses for at være, da Mercedes sammen med McLaren førte Mika Häkkinen frem til to formel 1-titler i 1998 og 1999 samt Lewis Hamiltons VM-titel i 2008.

Afskeden med den mangeårige sportsdirektør er endnu en bombe i det tyske formel 1-team, der gennem sæsonen har været plaget af flere skuffende resultater og diskussion og spekulation om, hvorvidt Michael Schumacher ville takke af.

Der blæser dog samtidigt friske vinde over Mercedes' hårdt pressede formel 1-projekt. Således har holdet allerede sikret sig tilgang af Lewis Hamilton, der overtager Schumachers racer.

Læs også: