Sao Paulo er den farligste by på F1-touren

Det er med bange anelser formel 1-folket sætter kurs mod næste uges VM-finale i Sao Paulo.

Den brasilianske storby har længe været kendt som den farligste på formel 1-touren, og hvert år er der historier om røveriske overfald på teammedlemmer.

For et par år siden undslap Jenson Button kun med nød og næppe et overfald/kidnapningsforsøg på vej fra banen til sit hotel. I år er situationen i Sao Paulo angiveligt værre end nogensinde, og ifølge dr.dk er det i de seneste to uger sket mindst 140 mord i byen.

Mange af ofrene er politimænd, der angiveligt er blevet dræbt uden for tjenesten i forskellige hævnaktioner fra byens kriminelle bander.