Erhvervsminister Brian Mikkelsen mener, at et Formel 1-løb i Danmark vil være fantastisk reklame for landet.

København. Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er med på holdet, der arbejder for at få Formel 1 til København i 2020, og han tror på, at det kan lade sig gøre at få sportsbegivenheden til Danmark.

- Da jeg første gang hørte om idéen, syntes jeg, at det lød som en meget fjerntliggende mulighed. Efter at have fået mere at vide om det, så tror jeg på, at det er realistisk, siger Brian Mikkelsen.

Erhvervsministeren understreger, at et Formel 1-løb i København vil være god branding for Danmark.

- Der er måske 400 millioner mennesker, der kigger med i fjernsynet, når der er Formel 1. Det er fantastisk reklame for Danmark. Formel 1-selskabet vil gerne til nogle byer. De vil gerne til en kulturby som København, der har et godt brand.

Næste skridt er at kigge nærmere på økonomien i projektet, der forventes at koste i nærheden af 300 millioner kroner.

- Nu må vi sætte os sammen med de private investorer, og så må vi se på økonomien, og hvad de forskellige roller bliver, siger erhvervsministeren.

Det er den tidligere minister Helge Sander, der er drivkraften bag projektet.

En mulig rute blev i marts godkendt af den tyske Formel 1-banekonstruktør Hermann Tilke efter et to-dages besøg i København sammen med arkitekt Jan Krall, der er ekspert i Formel 1-bybaner.

Mandag blev det danske projekt så forelagt i London for Formel 1-organisationens tre absolutte topfolk Chaese Carey, Sean Bratches og Ross Brawn samt Chloe Target-Adams, der er ansvarlige for nye baner.

De tog godt imod projektet, der har opbakning fra mange prominente danske navne. Blandt dem kan nævnes statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), Kevin Magnussen og Tom Kristensen.

Ifølge Helge Sander har også kongehuset givet sin officielle støtte til projektet.

Den tidligere minister for videnskab, teknologi og udvikling har før slået et slag for dansk idræt. Han var en af mændene bag, da man indførte professionelle tilstande i dansk fodbold i 1970'erne.

/ritzau/