Kevin Magnussen vil ikke afskrive endnu et år som Formel 1-reserve. Der er nemlig en større rokade forude i 2017.

Selvom Kevin Magnussen ikke fortsætter som Formel 1-reserve hos McLaren i 2016, udelukker den danske racerkører ikke, at han kan få en lignende rolle hos et andet Formel 1-team efter vinterpausen.

Årsagen er, at Kevin Magnussen ligesom mange andre iagttagere forudser, at en del af de nuværende Formel 1-stjerner for alvor nærmer sig pensionalderen til den tid.

»Der sker nok en rokade snart. Måske i 2017 eller inden for få år i hvert fald i Formel 1. Der må de her gamle kørere gå på pension, og så vil der være en masse pladser. Så hvis du stadig, så vidt det er muligt, kan være associeret med Formel 1, vil det være godt,« siger Kevin Magnussen til BT.

De mulige Formel 1-pensionister tæller blandt andre kørere som Jenson Button, Fernando Alonso, Felipe Massa og Kimi Räikkönen.

Kevin Magnussen understreger dog, at en tjans som reserve hos eksempelvis Lotus, skulle kunne kombineres med, at han samtidigt kører i en anden serie.

»Så kunne man godt overveje det (reserverollen, red.). Jeg udelukker i hvert fald ikke noget. Men der er ikke noget på plads, og jeg overvejer stadig mine muligheder,« siger Kevin Magnussen.

Den 23-årige dansker var i sidste uge i Barcelona for at teste Porsches LMP1-racer. Men det er uklart, om han tilbydes et fast job hos tyskerne i 2016.