Der er godt nyt om Kevin Magnussens tilstand efter søndagens dramatiske uheld. Nu ventes danskeren at blive klar til næste weekends løb i Monza.

Det så meget slemt ud, da danske Kevin Magnussen mistede herredømmet over sin Formel 1-racer og ramte barrieren med næsten 300 kilometer i timen. Bilen var totalt smadret, men alligevel kunne Kevin Magnussen selv humpe væk fra vraget.

Siden blev danskeren fragtet til et hospital i byen Verviers, hvor han har gennemgået undersøgelser og røntgen af den venstre ankel, som blev trykket under kollisionen.

Og nu er der gode nyheder om Kevin Magnussens tilstand.

»Kevin er ok,« siger Renault teamchef Frederic Vasseur til BT og fortsætter:

»Han har været på hospitalet til et fuldt check, og der var ingen problemer. Vi regner med at han kører i Monza i næste uge, men han skal sandsynligvis gennem en undersøgelse hos FIA´s læge i Monza torsdag, inden han får starttilladelse.«

Det er endnu uvist, hvad der forårsagede det dramatiske uheld, der skete på Raidillon-strækningen, hvor bilerne efter Renaults egne oplysninger har rundet 300 km/t.

»Det er for tidligt at sige, og det var ikke det første, vi tænkte på efter ulykken. Det vigtigste var at sikre os, at Kevin var ok. Men umiddelbart var der ikke noget underligt i de data, vi fik fra bilen,« siger teamchefen.

Samme opløftende meldinger var der også fra Kevin Magnussens nye rådgiver og assistent Jesper Carlsen, som TV3 Sport fangede efter løbet på Spa-banen i Belgien.

»Han (Magnussen, red.) blev tjekket af tre læger nede på banens medicinske center, som alle sagde, at det var okay. Rutinen er så, at man tager ham ind på et hospital og går igennem røntgen og et ekstra tjek,« fortalte Jesper Carlsen og tilføjede:

»Kevin var ved godt mod, og han begyndte at joke, da jeg var nede hos ham. Så det er fint.«

Selvom Kevin Magnussen nærmest mirakuløst slap fra uheldet uden alvorlige skader, så var danskeren mærket af sammenstødet med barrieren.

»Han er lidt forslået, og der går nok et par dage, inden han er frisk igen. Men det vigtigste er, at han er okay. Men selvfølgelig er han forslået, og der var knald på. Men han er ok og smilede, da han tog af sted med ambulancen,« fortalte Jesper Carlsen.