Det blev aldrig rigtigt til noget for Renault i år.

Tre gange i top 10 blev det samlede udbytte, men Jolyon Palmer satser på et noget bedre 2017.

Det fortæller briten i et interview med Motorsport.com.

Faktisk tror han, at Renault – nu uden Kevin Magnussen, der er taget til Haas – kan står for den største fremgang af alle Formel 1-hold.

»Jeg tror, at næste år har fokus været på den nye racer i så lang tid, vi har investeret godt i teamet, og vi har stadig så mange gode folk tilknyttet, at vi forhåbentlig kan blive det hold, der tager det største spring,« siger Jolyon Palmer til Motorsport.com.

Han kørte sidste år sammen med Kevin Magnussen hos Renault-holdet, hvor resultaterne og præstationerne svingende gevaldigt. Det skete, efter at holdet først blev etableret kort inden sæsonstart bygget med overtagelsen af Lotus-holdet.

»For at være helt ærligt, så gjorde vi det bedre end forventet, især som året gik, fik vi det bedste ud af det,« siger Jolyon Palmer.

Han endte med at få en ny etårig kontrakt med Renault, efter at Kevin Magnussen (ifølge eget udsagn) havde sagt nej til et kontrakttilbud. Danskeren blev siden signet af Haas på en længerevarende aftale.

Jolyon Palmer fortæller i interviewet, at han føler, at 2016 gjorde ham til en meget bedre racerkører.

»Det blev et lærerigt rookie-år. Det var åbenlyst en hård start med fejl fra min side. Som året gik, blev det meget bedre,« siger Jolyon Palmer, der næste år får Nico Hülkenberg som makker hos Renault.