Kevin Magnussen måtte tage til takke med en plads uden for top ti i Rusland, hvor træningerne ellers havde givet håb om mere.

Det blev heller ikke til en kvalifikation blandt de ti bedste denne gang for danske Kevin Magnussen, da han satte lørdagens 14. bedste omgangstid i Sotji.

Skæbnen vil dog, at Kevin Magnussen rykker en plads frem på startgridden som nummer 13, fordi spanske Carlos Sainz straffes med tre pladser efter et sammenstød i seneste grandprix i Bahrain.

Resultatet var lidt dårligere end ventet, da Kevin Magnussen både fredag og lørdag formiddag havde sluttet i top ti, hvilket gav håb om en plads længere fremme i feltet.

13. pladsen er dog slet ikke en katastrofe, og der er bestemt muligheder for VM-point, når starten går til Ruslands Grand Prix søndag eftermiddag.

Værst gik det for Kevin Magnussens teamkollega Romain Grosjean. Franskmanden kæmpede fortsat med sin racer efter problemfyldte træningspas weekenden igennem.

Romain Grosjean blev så yderligere ramt af endnu et uheld i kvalifikationen, da Renaults Jolyon Palmer bankede ind i barrieren på sin sidste omgang og ødelagde resten af kollegaernes forsøg på at sætte en god tid.

Uheldet betød, at Romain Grosjean blev nummer 20. Men han rykkes ligesom Magnussen en plads frem, fordi Stoffel Vandoorne fra McLaren straffes for at skifte motor og starter sidst.

Hurtigste mand blev Ferraris Sebastian Vettel foran teamkammerat Kimi Raikkonen og med Valtteri Bottas fra Mercedes på tredjepladsen.

Genoplev LIVE-bloggen herunder: