Fernando Alonso havde endnu et mareridt i sin McLaren lørdag eftermiddag under kvalifikationen til Brasiliens Grand Prix. Men spanierens afslappede reaktion på nedturen er nu blevet et viralt hit på de sociale medier.

Den dobbelte verdensmester oplevede nemlig på ny, at hans McLaren-Honda gik op i røg og standsede midt ude på banen. Men i stedet for at skumle på vej hjem i McLarens beskyttede garage, smed Fernando Alonso racerhjelmen og satte sig demonstrativt i en solstol midt ude på banen.

Spanieren satte sig godt tilrette, lænede sig drømmende tilbage og nød den brasilianske sol. Drømmede han sig mon langt væk fra sit McLaren-mareridt?

Det mener folk på de sociale medier, som under hashtagget #PlacesAlonsoWouldRatherBe (Steder Alonso hellere ville være, red.) har klippet spanieren ind i forskellige situationer til stor morskab.

Se flere af de sjove billeder af den drømmende Fernando Alonso herunder. McLaren-køreren starter i øvrigt - igen - fra bagerste geled i Brasilien.