En uendelig saga om Kevin Magnussens jobsikkerhed hos McLaren ser ud til at ende i en lykkelig afslutning for den danske racerkører.

Det var en kommentar 23. juni i år på bagkant af Østrigs Grand Prix her i BT, der første gang afslørede McLarens overvejelser om at skifte ud i teamets kørerbesætning. Dagen efter fulgte tunge britiske medier som The Guardian og The Telegraph op med samme historie.

Og siden har spekulationerne om Kevin Magnussens fremtid hos McLaren kørt i ring uden afklaring, og således har danskeren nu i små fem måneder befundet sig i et limbo, hvor han ikke ved, om han er købt eller solgt som Formel 1-stjerne.

Men mandag landede så endelig den nyhed, der mere end nogen anden kunne ligne en afklaring på Magnussens situation. Og vigtigst af alt, ligner det også en lykkelig udgang på den nærmest uendelige ansættelses-saga for den 22-årige Formel 1-debutant.

'Danmark får med stor sandsynlighed også en Formel 1-kører hos McLaren i 2015'.

Det var budskabet, og budbringeren var BBC's ledende Formel 1-skribent, Andrew Benson.

- McLaren har endnu ikke definitivt besluttet, hvad de vil gøre, men de er i stigende grad overbevist om, at de skal holde sig til Magnussen, der som 22-årig kun er i begyndelsen af sin karriere, skrev Andrew Benson og kaldte danskeren en 'stadig spirende favorit' hos McLarens øverste ledelse.

Flere andre eksperter har den seneste tid peget i samme retning. Men det afgørende for troværdigheden er her, at afsenderen bag er netop Andrew Benson. Den engelske Formel 1-skribent er blandt de tungeste presse-stemmer i motorsportens kongeklasse. Og det var også Andrew Benson, der sidste år som den første afslørede, at McLaren ville gøre Kevin Magnussen til Formel 1-kører i denne sæson mod al forventning.

Andrew Benson har dog taget fejl en enkelt gang i denne sæson. Det gjorde han, da han til BT under Italiens Grand Prix på Monza afviste, at Fernando Alonso var i spil hos McLaren. I dag ligner det dog en kendsgerning, skriver han.

Andrew Benson står ikke alene med sin vurdering af, at McLaren vil satse på Kevin Magnussen. Det samme siger Glenn Freeman, der er chefredaktør på netudgaven af motorsportsmagasinet Autosport.

- Vi hører også, at det ser ud til, at McLaren nu læner sig mod en fremtid med Kevin Magnussen frem for Jenson Button. Det ser ud til, at de tænker mere langsigtet, siger han til BT.

Det er Kevin Magnussens evne til at lære af de fejl, han begik tidligt på sæsonen, der ifølge Glenn Freeman har været afgørende for McLarens ledelse. Og samtidig har danskerens fart over en enkelt omgang sammenlignet med Jenson Button vejet tungt.

- Siden sommerpausen synes McLaren at have set nok fra Kevin Magnussen til at mene, at det er bedre at fortsætte med ham, siger Glenn Freeman og fortsætter:

- Der er stadig folk hos McLaren, der hellere vil have Jenson Button næste år, fordi det vil gøre det nemmere i forhold til at udvikle bilen. Men det her handler om en mere langsigtet strategi nu. Og så vil de godt have en kører, der vil kunne udfordre Fernando Alonso i kvalifikationen.

Det ventes, at McLaren offentliggør næste års kørerbesætning senest før sidste løb i Abu Dhabi 21-23. november.