Den unge danske racerkører Mikkel Jensen har skrevet under på en aftale, der gør ham til officiel juniorkører hos den tyske bilgigant BMW.

22-årige Mikkel Jensen har kun kørt racerløb i seks år. Alligevel har han på imponerede vis skabt sig et varmt navn som et af Europas lovende talenter i motorsportens verden.

Og det kaster nu en særdeles attraktiv aftale af sig, hvor selveste BMW har tilknyttet danskeren bilproducentens talentprogram. Det fortæller Mikkel Jensen til BT.

»Det er en kæmpe mulighed for min karriere, hvor jeg kan få skabt en god relation til BMW og derved udleve min drøm om en professionel karriere,« siger han og fortsætter:

»Kontrakten er kun for denne sæson, og efterfølgende vil de så finde ud af, om de skal beholde mig - enten som juniorkører igen eller muligvis som fabrikskører.«

Mikkel Jensen har skrevet kontrakt med BMW.
Mikkel Jensen har skrevet kontrakt med BMW.
Vis mere

Mikkel Jensen har de seneste sæsoner kørt med i det Europæiske Formel 3-mesterskab med skiftende succes, men vandt i 2014 den højt respekterede Formel ADAC-serie. Han har også været tilknyttet Mercedes, men nu får han altså muligheden for at folde potentialet ud hos BMW.

»Jeg bliver juniorkører, som betyder, at jeg i denne sæson skal deltage i Blancpain Endurance-serien, som er verdens hårdeste GT3-serie (for sportsvogne, red.). Udover det kan der muligvis dukke flere løb op fra BMWs side af, men det er ikke en del af planen,« forklarer Mikkel Jensen.

Selvom han har en aftale med BMW, ved Mikkel Jensen, at der skal præsteres i 2017, hvis målet om en rigtig fabrikskontrakt skal sikres.

»Det bliver en sæson, hvor BMW vil evaluere mig fra top til tå på alle former og kanter for at se, om jeg fortsat skal være en del af dem fremadrettet,« siger danskeren, hvis erklærede mål er at kunne leve som professionel racerkører.

»Mit mål er helt klart at præstere i år og vise dem, at de har valgt rigtigt. Derefter er drømmen at få en fabrikskontrakt med BMW allerede fra 2018 eller 2019, så jeg endelig kan kalde mig fuldtidsprofessionel racerkører. Men jeg vil fokusere på ét år ad gangen, og nu gælder det om at vise sit værd i GT3 i år. Så må vi tage resten, når vi kommer dertil,« fortæller Mikkel Jensen.

Han har tidligere talt varmt om et liv som fast kører i den tyske DTM-serie.