Kevin Magnussen sluttede foran holdkammeraten Jolyon Palmer, da der fredag blev kørt anden Formel 1-træning.

Formel 1-køreren Kevin Magnussen (Renault) kæmper hårdt for at bevare sit sæde i Renault-raceren til næste sæson.

Efter at have gjort dårlig reklame for sig selv i fredagens første træning forud for søndagens grandprix, så præsterede danskeren bedre i den anden træning senere fredag.

Her blev Kevin Magnussen noteret for 16.-bedste tid ud af feltets 22 kørere, og danskeren sluttede en enkelt position bedre end holdkammeraten Jolyon Palmer.

Nico Rosberg (Mercedes), der er nummer to i VM-stillingen, blev noteret for bedste tid med et minut og 44,142 sekunder, mens Lewis Hamilton (Mercedes) var over et sekund langsommere på syvendepladsen.

Kevin Magnussen var lidt over tre sekunder langsommere end Rosberg med tiden et minut og 47,161 sekunder, og han sluttede godt nok foran Palmer, men det var nærmest ikke med mere end et blink med øjet, da Palmers tid lød på et minut, 46,166 sekunder.

Placeringen foran Palmer var dog en forbedring for Magnussen i forhold til den første træning.

Her blev danskeren noteret for 18.-bedste tid, og han sluttede en enkelt position efter Jolyon Palmer, der var et halvt sekund hurtigere end Magnussen.

Ingen af de to havde dog synderligt fart i raceren i forhold til resten af feltet i første træning.

De 14 bedste ved fredagens træning var mellem to og fire et halvt sekund hurtigere på den hurtigste omgang end Magnussen.

Den hollandske teenager Max Verstappen (Red Bull) var træningens hurtigste, mens holdkammeraten Daniel Ricciardo var næsthurtigst.

Nico Rosberg sluttede træningen af med at køre galt i sin racer.

Lørdag er der den afsluttende træning samt kvalifikation til søndagens grandprix.

/ritzau/