Jenson Button anbefaler Kevin Magnussen til andre teams i Formel 1-feltet.
De har i to sæsoner kæmpet om det samme sæde, men de har formået at opretholde et godt indbyrdes forhold: På det personlige plan er Jenson Button og Kevin Magnussen to af de bedste venner i Formel 1-feltet.
Nu har McLaren-ledelsen besluttet at satse endnu sæson på den erfarne englænder, og Magnussen er på vej ud af teamet. Men Button forsøger at holde liv i danskerens Formel 1-karriere, og tøver ikke med at anbefale ham til andre teams.
»Jeg ved ikke, om han har en chance for at sikre sig et af de få, frie formel 1-sæder. Men han er åbenlyst den bedste kører på markedet, og jeg vil anbefale ham meget stærkt til de teams, der stadig har en åbning,« siger Button til BT.
Som den mest erfarne kører i feltet er Button en mand, man lytter til i Formel 1. Og hans åbenlyse beundring for Kevin Magnussen er godt nyt for danskeren - ikke mindst i forhold til det Lotus/Renault team englænderen selv kørte for i 2001-02.
»Det, jeg allerbedst kan lide ved Kevin, er hans sejrsvilje,« siger Button.
»Han arbejder SÅ hårdt på at få det bedste ud af sig selv. Og samtidig formår han at få det bedste ud af de teammedlemmer, han arbejder sammen med - det er en ganske sjælden egenskab. Han er god nok til at hjælpe et helt team fremad.«
Kevin Magnussen og Jenson Button havde en meget tæt 2014-sæson som McLaren-teamkammerater. En intern analyse af kvalifikationstiderne afslørede, at danskeren var marginalt hurtigere end englænderen, og det var også Magnussen, der med andenpladsen i Australiens Grand Prix scorede McLarens bedste 2014-resultat. Men set hen over sæsonen udnyttede Button suverænt sin erfaring til at score mere end dobbelt så mange VM-point som danskeren.
»Kevin pressede mig til grænsen - og mange gange også over!« siger Button om 2014-sæsonen.
»Da vi var teamkammerater i 2014, fik jeg øjnene op for hvilken type kører han er: Han er uhyre talentfuld og ekstremt hurtig. Men det er som bekendt ikke nok i Formel 1: Man skal hele tiden lære noget nyt, og være villig til at tilpasse sig enhver situation.«
Button understreger, at Kevin Magnussen opfyldte kravene:
»Han lærte utroligt meget igennem de 12 måneder, vi arbejdede sammen - den Kevin, jeg oplevede i starten af 2014, var meget anderledes i forhold til den person, han var sidst på sæsonen.«
På trods af hans hurtighed, talent og lærevillighed hænger Kevin Magnussens Formel 1-fremtid nu i en tynd tråd. De ledige sæder til 2016-sæsonen forsvinder et efter et uden danskeren får en chance, og nu ligner Lotus/Renault den sidste mulighed for at holde liv i den Formel 1-karriere, der for halvandet år siden startede med den sensationelle andenplads i Melbourne. Selv i en ubarmhjertig sport som Formel 1 er det en urimelig skæbne, og Jenson Button slutter med at slå fast:
»Kevin fortjener en plads i Formel 1!«