KOMMENTAR: Kevin Magnussens belgiske grandprix endte i et uhyggeligt crash med over 300 km/t. At han slap omtrent uskadt understreger, hvor sikre moderne Formel 1-biler er.
Crashet kom på det værst tænkelige tidspunkt. Under kvalifikationen havde Magnussen leveret en sensationel stærk præstation, hvor han med en 12. plads sikrede Renault-teamet årets hidtil bedste startposition. Jeg stod på gridden, da han gjorde sig klar til løbet, og jeg har sjældent set ham så tændt: Belgiens Grand Prix skulle være et vendepunkt i en svær sæson.
Crashet kom midt i de forhandlinger, der skal sikre ham en ny kontrakt med Renault. Spørgsmålet er nu, om det får indflydelse på Magnussens Formel 1-fremtid.
Umiddelbart virker det ikke som om, teamchef Frederic Vasseur vil inddrage Magnussens crash i planlægningen af 2017-sæsonen. Det var en ’shit-happens’ situation – den slags der sker, når unge, ambitiøse racerkørere skal forsøge at score VM-point i en forældet bil.
Men uanset hvad der skete på Spa-Francorchamps-banen, er det tydeligt, at Kevin Magnussens Formel 1-fremtid – igen – er usikker. Renault-ledelsen afsøger stadig kører-markedet, og uanset hvor urimeligt det er over for Magnussen, overvejer man at skifte begge kørere.
Men Magnussen-lejren har ikke opgivet håbet om at fortsætte hos Renault. Det understreges af den oprustning, der de seneste uger er sket i baglandet. Det engelske pr-bureau Fifty Digital skal hjælpe med at markedsføre ham internationalt, og hans tidligere teamchef i Formel Ford, Jesper Carlsen, er netop hyret som ’personlig rådgiver. Bestseller-chef Anders Holch-Povlsen var på plads i paddocken i Spa-Francorchamps, og ventes også til Monza i næste weekend.
Det er tiltag, der viser, at Magnussen og co. kæmper for Formel 1-fremtiden. Men det ændrer ikke på, at nutiden er frustrerende usikker.
Magnussen selv tager situationen forbløffende roligt. Han har prøvet at miste et ’sikkert’ F1-sæde og ved, at livet går videre – også uden Formel 1. Men han håber at blive hos Renault, for det er i modsætning til alle andre med ledige pladser et team i fremgang. Der ER alternativer i Formel 1, men her skal man være fremme i skoene. Lige nu er kører-markedet ’frosset’, fordi alle venter på en beslutning fra Sergio Perez og hans sponsorer.
Når den kommer – og det kan være et spørgsmål om dage – kan de øvrige dominobrikker falde i Formel 1-tempo. Så skal man allerede være i kontakt med de rigtige mennesker, og jeg ved, at Magnussen på det personlige og uformelle plan snakker med mange.
Men det ændrer ikke ved, at han mangler en manager. Jesper Carlsen er en dygtig fyr og vil utvivlsomt blive en stor hjælp for Magnussen. Men han har endnu ikke det netværk i paddocken, der er så afgørende. Som Carlsen selv understreger: Han er ikke Magnussens manager.
Dén titel, tror mange, stadig indehaves af Dorte Riis, der bortset fra et lynvisit i Monaco (for at hilse på gamle venner) ikke er set i paddocken i et år. Der er ingen tvivl om, at Riis ikke længere spiller en reel rolle i Magnussens bagland, men hver eneste grandprix-weekend er der flere, der spørger mig, hvem der nu er Magnussens manager. Og de er ikke alle sammen bare almindeligt nysgerrige – i en lille verden som Formel 1-paddocken er, skaber man kontakter på mange diskrete måder.
Jeg svarer altid, at de må snakke med Magnussen selv, men det er ikke en holdbar løsning. Ikke for Magnussen, der skal fokusere på at få det bedste ud af den forældede Renault. Og ikke for eventuelt interesserede teamchefer, der midt i ’silly season’ nødigt vil ses i direkte kontakt med potentielle kørere (der oven i købet har en option med sit nuværende team).
Kevin Magnussens 2016-efterår må ikke blive en gentagelse af 2014, hvor han med ringe rådgivning ventede alt for længe på en McLaren-beslutning, der gik ham imod. Det er fint, når han antyder, at han selv vil tage en beslutning, hvis Renault-ledelsen ikke snart melder ud.
Men det bliver i paddocken opfattet som tomme trusler, for med hensyn til Formel 1 er hans forhandlingssituation fortvivlende svag. Kevin Magnussen skal hurtigst muligt – og jeg håber ikke det er for sent – have en etableret F1-manager til at styre hans 2017-sæson i havn.