KOMMENTAR

Kevin Magnussen sluttede tirsdag sin første test for Haas-teamet på endnu en lovende fjerdeplads. Nu rejser han tilbage til Danmark for at optimere sin fysiske træning, inden han mandag returnerer til Barcelona for at køre test tirsdag og torsdag.

Men glem for et øjeblik Magnussens placering på resultatlisterne. Det vigtige er, at teamet har fået en god begyndelse på holdets anden sæson i Formel 1. At den nye VF-17-model opfører sig som ventet. At der ikke er noget grundlæggende galt med bilens design. At den allerede nu virker uhyre stabil.

Og næsten endnu vigtigere set med danske øjne: At Kevin Magnussen allerede har fundet sig rigtig godt til rette i sit nye team. Efter at have besøgt Magnussen og teamet i Banbury og fulgt dem tæt under de to testdage her i Barcelona, er det tydeligt, at der er en rigtig god kemi mellem parterne.

FØLG ONSDAGENS FORMEL 1-TEST I BARCELONA LIVE HER

Jeg har aldrig oplevet Kevin Magnussen så glad og afslappet på en Formel 1-bane som her på Circuit de Catalunya. Hos McLaren var han ofte både anspændt og indebrændt. Det var i en vis grad forståeligt, for han var rookie i et topteam på nedtur og blev omgående udsat for et umenneskeligt og uforståeligt pres.

Hos Renault blev han langt bedre til at håndtere presset, men han blev også hurtigt frustreret over, hvordan alle – ham selv inklusive – havde undervurderet det genopbygningsarbejde, det franske team skulle i gang med.

Hos Haas er han bare glad og afslappet. Et godt eksempel kom efter afkørslen mandag formiddag, der ødelagde en af de få front-sektioner, der indtil nu findes til VF-17-modellen. Det var bestemt ikke en optimal begyndelse på testprogrammet, og jeg frygtede, hvordan han ville reagere. I hans tidligere team udviklede den slags sig ofte til mini-kriser, der både kunne påvirke Magnussens humør og præstationer.

Men da han i frokostpausen stillede op til spørgsmål om sin første formiddag i Haas-raceren, var han allerede kommet videre – afkørslen var forklaret til teamet og clearet mentalt. Tilbage var kun en åbenlys glæde over de nye omgivelser og den nye bil.

Det virker som om, at Kevin Magnussen allerede nu føler sig langt mere hjemme i det relativt lille Haas-team, end han nogensinde gjorde i de store McLaren- og Renault-organisationer. I begge team var der hele tiden chefer, mellemledere og PR-folk, der skulle pleases – hos Haas er det Gene Haas, der ejer teamet og Guenther Steiner, der styrer butikken. ’Det gør alting meget nemmere,’ som han fortalte mig i mandags.

Samtidig er Haas-ledelsen åbenlyst begejstrede over deres nye kører. Og de løse – og efter min mening grundløse – rygter om Magnussens arbejdsmoral og attitude bliver på det kraftigste afvist af teamchef Steiner.

Kevin Magnussen og Haas F1 er et godt match. Men hvor godt de kommer til at klare sig i Formel 1-VM 2017, er det stadig for tidligt at sige noget fornuftigt om.